GENNEM SNART ti år har regioner og kommuner satset stærkt på de såkaldte velfærdsteknologier. Den telemedicinske KOL-kuffert, som gør det muligt for patienter at få hyppige kontroller uden at skulle transportere sig til en klinik; den intelligente plejebolig, som er udstyret med sensorer overalt og baseret på pervasive computing; robotbadekarret, der findes i en række forskellige varianter, de fleste designet efter principper i stil med vaskehaller til automobiler; robotstøvsugere, spiserobotter, sociale robotter som Telenoid, motionsrobotter som Silbot, humane vasketurbiner, den intelligente sæl Paro, den omvandrende fladskærm Giraff og mange andre besynderlige ‘væsener’ befolker i dag plejehjem, rehabiliteringscentre og hospitalsafdelinger over hele Danmark. Og hvis man besøger blot en enkelt af de mange konferencer og salgsmesser, hvor konsulenter og små startup-virksomheder præsenterer nye opfindelser på området, får man indtryk af, at der venter os et mylder af nye, smarte apparater, når vi i fremtiden bliver alderdomssvækkede eller syge.
Er det nu alt sammen ‘velfærds-teknologi’? For nylig modtog jeg en henvendelse fra et par studerende, der i forbindelse med deres specialeskrivning ønskede min etiske vurdering af en digital opslagstavle for beboerne på et bestemt plejehjem; de kaldte denne simple App for en velfærdsteknologi. – “Men i jeres tilfælde er der jo ikke tale om en velfærdsteknologi”, indvendte jeg. Det kunne de studerende ikke tage alvorligt, og det er måske svært ved at bebrejde dem. Der hersker en betydelig sproglig forvirring om dette sammensatte ord.
Sproget gemmer på en rigdom af kulturelle erfaringer og fortællinger, som det kan være en fryd at kalde frem. Men sprogbrugen er ofte også en slagmark af modstridende interesser. Tænk blot på det for tiden så omstridte begreb fake news. Så hvad kan der nøgternt siges om ordet ‘velfærds-teknologi’?
1) For det første kan vi fastslå, at det er et helt igennem dansk udtryk. Et tilsvarende ord har indtil nu ikke fandtes på andre sprog. På engelsk taler man f.eks. om ambient assisted living, som henviser til teknologiske “hjælpemidler i omgivelserne”, og man taler om social robots, som henviser til den mangfoldige verden af Star Wars lignende robotter, der nu popper frem på alle områder af hverdagslivet – ikke kun i pleje- og omsorgserhvervene. Danske innovatører og ‘velfærdskonsulenter’ søger ivrigt at eksportere det engelske navn ‘welfare-technology’ som en slags fællesbetegnelse for det hele, og måske vil de på et tidspunkt også få held med det.
2) For det andet: Ofte fortaber ords oprindelse sig i det uransagelige, men i dette tilfælde er det enkelt for mig at gengive en (ord)fortælling, som jeg selv har haft en mindre birolle i:
Historien begynder på et tidspunkt kort efter århundredeskiftet, da det lykkedes nogle europæiske robotforskere, ikke mindst professor Paulo Dario (fra Scuola Superiore Sant’Anna i Pisa), at overbevise daværende forskningskommissær Philippe Busquin, konkurrencekommissær Mario Monti og centrale embedsmænd i EU’s forskningsdirektorat om, at projekter til fremme af synergi mellem hjerneforskning og computer/robotforskning kunne være strategisk afgørende for Europa i den globale økonomiske konkurrence. Jeg traf selv professor Dario flere gange i 00’erne i forbindelse med mit udredningsarbejde for Det Etiske Råd om robot- og cyborg-teknologier. Hver gang forklarede han, at robotindustrien vil blive ligeså vital for det 21. århundredes økonomi, som automobilindustrien har været for det 20. århundredes økonomi. Når USA blev forrige århundredes dominerende stormagt, skyldes det ikke mindst Henry Ford og den tidlige automobilindustris geniale idé om, at hver familie skulle have sin egen bil – så masseproduktion kunne igangsættes. Den idé skabte et veritabelt vulkanudbrud i den vestlige verdens økonomi. Nu, siger Dario, bør vi satse på mindst en hjælperobot til hver familie. Den økonomiske effekt kan blive tilsvarende.[1]
Dét budskab må være gået rent ind hos EU-kommissærerne.[2] Siden 2003 har EU pumpet milliarder af euro i forskningskonglomerater, der har bragt hjerneforskere og robotforskere i samarbejde om et meget stort antal projekter af fælles interesse. Går man den meget lange liste over projekter igennem, kunne man næsten få det indtryk, at en stor del af den eksisterende forskning og udvikling og offentlige investering blandt EU’s medlemslande styres efter planøkonomiske principper – men det ville selvsagt være en ondsindet tankegang.
Også Danmark ville med på robotvognen. Derfor afsatte daværende finansminister Claus Hjort-Frederiksen på Finansloven i 2008 hele tre milliarder kroner til investeringer i Arbejdskraft-Besparende Teknologi i den offentlige sektor (ABT-fonden). Midlerne skulle uddeles i 2009-15, og sammen med den heftige innovationsstøtte under EU’s forsknings-rammeprogrammer, blev det startskuddet til et kapløb mellem danske regioner og kommuner om at få del i disse “velfærdsmillioner”. I dansk sammenhæng er tre milliarder et temmelig stort beløb (det var det i det mindste i 2009).
Nu kommer vi så til min lille birolle i historien. Den udspiller sig, da ABT-fondens industripolitiske satsning blev præsenteret den 1. september 2009 på en særdeles velbesøgt høring i Landstingssalen på Christiansborg. Blandt talerne var Claus Hjort Frederiksen; Karen Stæhr, formand for sundheds- og socialsektoren i FOA (Forbundet af Offentligt Ansatte); og mig selv, som repræsentant for Det Etiske Råd. Der er i øvrigt den kuriøsitet ved begivenheden, at da finansministeren skulle eksemplificere de mangfoldige muligheder for ABT-investeringer, valgte han som eksempel en fængselsindsat, der ønsker sin sag genoptaget ved domstolene. Mange penge at spare, hvis vi benytter video/telekonference mellem fængslet og den indsattes sagfører i stedet for de kostbare, sikrede fangetransporter frem og tilbage, forklarede Hjort Frederiksen.
Oppe på Landstingssalens podium, hvor vi talere sad bænkede på rad og række, opstod der i en pause en mindre konversation mellem Karen Stæhr og Claus Hjort Frederiksen. “Du må altså finde på et andet navn”, sagde Karen Stæhr til finansministeren. “Den med arbejdskraftbesparende teknologi kan jeg ikke sælge til mine medlemmer”. Tilsyneladende var Hjort Frederiksen ikke længe om at fatte budskabet. “Det må vi lige tale nærmere om”, sagde han til fagforeningskvinden.
Således gik det til, at ABT-fonden fik navneforandring til fonden for Anvendt Borgernær Teknologi. ABT-logoet forblev det samme, og på grund af internettets mange cache-sider kunne man i flere år være heldig at støde på begge udgaver af logoet. Det virkede selvsagt en smule uchecket og vakte da også moro, når jeg viste det på forskellige konferencer. Så i forbindelse med regeringsskiftet i oktober 2011, skar økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager igennem – sammen med finansminister Bjarne Corydon og forsknings- og innovationsminister Morten Østergård. Den store pulje blev omdøbt for anden gang, nu til Fonden for Velfærdsteknologi.
I den forbindelse udsendte Kommunernes Landsforening en pressemeddelelse, hvori man bl.a. kunne læse:
“I disse dage skifter ABT-fonden navn til Fonden for Velfærdsteknologi. Det nye navn er mere retvisende og nemmere at forstå, men fondens fokus er stadig det samme: at støtte brugen af teknologi, der kan skabe bedre og mere effektive løsninger på velfærdsområderne til gavn for brugere, borgere og kommunens pengekasse.
Fondens navneskifte er en god anledning til at se nærmere på, hvordan den enkelte kommune bedst sikrer sig adgang til fondens midler, og hvordan kommunerne samlet set sikrer, at de løsninger, der bliver testet i de enkelte demonstrationsprojekter også kan give værdi for samtlige 98 kommuner. Det første kan ske ved, at den enkelte kommune systematisk arbejder med at finde de gode projekter og understøtte projekterne i ansøgningsprocessen. Det andet kan ske ved, at kommuner i højere grad går sammen i større projekter, så resultaterne er bedre dokumenteret og erfaringerne er bredere forankret på tværs af kommunestørrelse, geografisk beliggenhed og udfordringer.”[3]
Nok så vigtigt er det måske, at forvaltningen af de mange millioner blev lagt over til finansministeriets nyoprettede Digitaliseringsstyrelse som en del af den såkaldt fællesoffentlige digitaliseringsstrategi. Ved regeringsomdannelsen i november 2016 (VLAK-regeringen) blev dette forvaltningsområde så igen flyttet ud af finansministeriet og lagt ind under Sophie Løhdes nye innovationsministerium, der i dag forestår den videre bureaukratisering eller afbureaukratisering (?) af den offentlige sektor, herunder naturligvis også sundheds- og socialsektoren.
På den måde har de to specialeskrivende studerende måske alligevel ret i deres sprogbrug. Hvorom alting er: Hele denne nye familie af teknologier, der stormer ind på plejehjem, sygehuse og rehabiliteringscentre rejser en række, temmelig forskelligartede etiske spørgsmål, som tænketanken TeknoEtik fremover agter at se nærmere på.
[1] Klavs Birkholm: Interview med Paulo Dario. Publiceret på Det Etiske Råds hjemmeside: http://www.etiskraad.dk/da-DK/Temauniverser/Homo-Artefakt/Forskerinterviews/Paolo%20Dario.aspx
[2] Her har det sikkert også virket befordrende, at Paulo Dario ret overbevisende kan forklare, hvordan den afgørende kappestrid på området står mellem Europa, USA og Japan! (ibid.). Hvor meget det personlige forhold mellem Dario og Monti har betydet i denne sammenhæng, tør jeg ikke udtale mig om.