Information i offlinesamfundet
Da jeg var barn, fik mine forældre deres informationer om, hvad der skete i både den store og den lille verden, når de hørte radioavisen, så TV-Avisen eller læste Politiken, Vanløsebladet og Minavisen (fra SF). Min morfar fik eftersendt Esbjergposten, og når min søster og jeg var på besøg hos mormor og morfar søndag eftermiddag, sad han bøjet over sin hjembys lokalstof, som han senere diskuterede med min mormor, der også var fra den del af landet. Selvom der utvivlsomt også fandtes desinformation i præ-internet æraen – eller offline samfundet – fungerede bredt respekterede redaktører hos de trykte medier og Danmarks Radio som gatekeepere, der stod til ansvar overfor både offentlighed, pressenævn og statsminister (pressens minister) for, at indholdet i deres medier var lødigt, vel-researchet og sandt. I offline samfundet var der nok adgang til en række konkurrerende medier med hver sin læserskare – min morfar kunne fx ikke drømme om bare at kigge på en forside fra Jyllandsposten – men der var et stort informationsoverlap mellem indbyggerne i et land eller lokalområde. De landsdækkende eller lokale nyhedskilder skabte fælles viden og en fælles politisk og kulturel oplevelsesverden, som læsere, lyttere og seere tog for givet[1]. Omfattende desinformation var en sjældenhed indenfor denne mere begrænsede informations‘pool’ – på grund af gatekeeperne, og fordi der var færre kanaler, der kunne nå alle.
Den situation har ændret sig dramatisk med internettet. Nu bliver alle konfronteret med uanede mængder af information, og enhver med lidt udstyr og teknisk snilde kan producere sine egne nyheder. Eksplosionen i de nyhedskilder, den enkelte har adgang til, har ført til en mere delt offentlighed, en mindre mængde af fælles viden og en skrumpende fælles politisk og kulturel oplevelsesverden. Mange er desuden bevidste om, at andre får deres informationer gennem helt andre kilder end de selv og derfor ikke bliver eksponeret for den samme viden og de samme holdninger, som de selv bliver[2]. Denne bevidsthed kan få store negative konsekvenser for et demokratisk samfund og den basale tillid til hinanden, som er forudsætningen for demokratiet – hvilket jeg vender tilbage til senere.
Desinformation
Men først til fænomenet desinformation, fake news eller falsk information. Begrebet bliver brugt til at karakterisere en række ret forskelligartede fænomener. Man kan skelne mellem lavrisikoformer som enkeltstående misforståelser og fejl begået af journalister eller politikere, til højrisikoformer, hvor stater, organisationer eller større eller mindre grupperinger har et ønske om at underminere demokratiske processer i et land ved hjælp af fordrejede og forkerte fremstillinger af forhold omkring fx en valghandling eller en politisk kandidat. Det er naturligvis sidstnævnte, vi især skal være bekymrede for i en demokratisk optik.
Europakommissionens ekspertgruppe ‘Independent High-level Group on fake news and online disinformation’, definerer desinformation som “(…) false, inaccurate, or misleading information designed, presented and promoted to intentionally cause public harm or for profit.” [3], og lægger således vægt på det intentionelle aspekt af desinformation. Kommissionens ekspertgruppe fremhæver, at desinformation, selvom den ikke nødvendigvis er ulovlig, kan være skadelig for enkeltpersoner, befolkninger og samfundet som sådan. Risikoen inkluderer trusler mod demokratiske politiske processer, herunder valgs integritet, og mod demokratiske værdier, der former offentlige politikker i en række forskellige sektorer, såsom sundhed, videnskab, finans m.m. Truslerne er ifølge Europakommissionens ekspertgruppe tæt vævet sammen med udviklingen af internettet og de digitale medier[4].
Desinformation – fake news – bruges i daglig tale også i en mere bred betydning, der udover ovennævnte fænomener også dækker misvisende og forkerte informationer, der ikke altid spredes intentionelt og som i nogle tilfælde optræder som en slags modstandsform, hvor grupper, der oplever at de selv og deres synspunkter undertrykkes og er i mindretal, fordrejer, forstørrer eller bagatelliserer fakta i en sag.
Eksempler
Et velkendt eksempel på højrisiko-desinformation er Donald Trumps valgkampagne i 2016, hvor desinformation som “Paven støtter Trump” og “Hillary har solgt våben til Islamisk Stat” blev spredt via sociale medier. Efter valget i november 2020 spredte Trump og hans kampagnefolk desinformation om påstået svindel med optælling af stemmerne og fusk med optællingssystemet Dominion Voting Systems, hvilket var medvirkende årsag til stormen på kongressen i januar 2021. Desinformationen blev i dette tilfælde også spredt af et etableret nyhedsmedie som Fox News. Ejeren af News Corporation, og dermed af Fox News, Rupert Murdoch, har under den senere retssag, anlagt af Dominion, indrømmet, at flere værter på nyhedskanalen var med til at sprede den falske fortælling om, at præsidentvalget i 2020 blev stjålet fra Trump[5]. Det skete for at lokke seere tilbage efter Bidens sejr, der i første omgang fik Fox News seertal til at styrtdykke. Det virkede: De falske informationer om, at sejren blev stjålet fra Trump, rettede hurtigt op på seertallene. Fox News er samtidig centrum for et medie-økosystem, hvor en lang række nyhedssider linker til hinanden og via sociale medier spreder desinformation til millioner af amerikanere[6]. Det amerikanske eksempel viser, hvor farlig spredning af desinformation om kandidater og valghandlinger kan være i et demokratisk samfund.
Et endnu mere fatalt eksempel på højrisiko-desinformation, der bidrog til at destabilisere et helt samfund – i dette tilfælde ikke et demokratisk – er Myanmar katastrofen. I 2017 blev 24.000 Rohingyaer myrdet og 700.000 flygtede til Bangladesh, i høj grad som et resultat af spredning af desinformation og inflammatorisk retorik fra 18 millioner Facebook-brugere, monitoreret af ganske få burmesere, bosat i udlandet[7]. Vel at mærke uden at Facebooks ledelse gjorde noget for at bremse katastrofen, som de var vidende om. Ifølge tidligere medarbejder i koncernen, whistlebloweren Frances Haugen, var Facebook decideret (med)skyldig, fordi deres algoritmer fremmede den voldsomme polarisering i debatten, hvilket hun har vidnet om i en senatshøring.
Et europæisk eksempel på højrisiko-desinformation er valgkampen op til Brexit i England i 2016. En rapport udarbejdet for det engelske parlament viser, at fordrejede informationer fra kampagnefolkene bag Vote Leave og Leave.EU om fordelene ved at forlade EU blev spredt via sociale medier[8]. Rapporten viser også, at russiske medier som Russia Today og Sputnik under valgkampen publicerede flere hundrede artikler med anti-EU indhold, og at indholdet herfra blev spredt systematisk og koordineret på Twitter, endda i større omfang end anti-EU informationer fra Vote Leave og Leave.EU[9].
Med udsigten til en række vigtige valg i 2024 og 2025, blandt andet det kommende parlamentsvalg i Storbritannien og præsidentvalget i USA, udgør den stigende mængde af desinformation den største udfordring for det globale samfund. Denne påstand fremsættes nu ikke længere ’kun’ af kritiske journalister og iagttagere af demokratiets tilstand, men af selve den verdensøkonomiske magtelite i form af World Economic Forum (WEF). Ifølge WEF’s seneste Global Risk Report fra januar 2024 vil “både udenlandske og indenlandske aktører udnytte misinformation og desinformation til at udvide samfundsmæssige og politiske skel”, fordi vi får sværere og sværere ved at skelne desinformation og manipuleret indhold fra virkeligheden[10].
Problemet øges ikke mindst af den seneste teknologiske udvikling af generativ AI i form af chatbotter til tekstproduktion, som fx ChatGPT fra OpenAI. De mest risikable nyskabelser i en demokratisk optik er formentlig de nye redskaber, der kan kreere manipulerede billeder og videoer, som fx OpenAi’s tekst-til-video-model, kaldet Sora. Modellen kan, på baggrund af skrevne prompts, generere komplekse scener med flere karakterer, bevægelser og nøjagtige detaljer[11]. Manipulationer af billeder og stemmer, fx i form af falske lydoptagelser af politikeres taler, har ifølge centerleder ved Syddansk Universitets center for digitalt demokrati, professor Claes de Vreese, allerede været misbrugt i valg i 2023 i Slovakiet og Polen[12].
Danske eksempler
Vi har også set enkelte eksempler på spredning af desinformation i forbindelse med danske valgkampe. I valgkampen op til folketingsvalget i 2015 verserede der en falsk historie på sociale medier om, at Helle Thornings Smiths mand fik en ferierejse betalt af danske skatteborgere. En artikel, der fejlagtigt påstod, at Stephen Kinnock havde fået betalt private rejser til England af den danske stat, var camoufleret, så den så ud som om den var fra Ekstra Bladet. Et screendump af artiklen blev delt på de sociale medier af blandt andet Facebook-gruppen ‘Rød Blok Indefra’, der er kendt for at være kritisk overfor røde partier. Opslaget blev ledsaget af ordene: ”Denne artikel slettede Ekstra Bladet kortvarigt efter den var lagt op. Hvorfor mon?” [13].
Et andet dansk eksempel på desinformationer spredt via sociale medier, handler om covid-19 epidemien. Desinformation om Covid-19 og sundhedsmyndighedernes og befolkningernes bestræbelser på at bekæmpe den var, ifølge WHO, måske det mest smitsomme ved virussen, og WHO har flere gange advaret om en ”infodemi”, hvor befolkninger udsættes for falsk information om virusset og dets bekæmpelse[14]. Fra en dansk sammenhæng er det velkendt, at grupper som Men in Black betvivlede coronavirussets eksistens og kritiserede tiltag som nedlukninger og restriktioner[15]. Et dansk forskerhold har, som en del af HOPE-projektet, undersøgt hvordan borgere henholdsvis spredte og afviste misinformation om coronarelaterede temaer på Twitter i Danmark. Forskerholdets undersøgelse viste, at desinformation via tweets om mundbind udgjorde en meget stor del af de falske informationer. Disse tweets indeholdt påstande om, at regeringen brugte Covid-19 til at kontrollere befolkningen via fx mikrochips i mundbindene, og falsk information om at mundbindene havde sundhedsskadelige konsekvenser, fx gav giftige Co2-niveauer eller var reder for bakterieudvikling[16]. Andre analyser peger på, at falske historier spredes både hurtigere og når ud til langt flere mennesker end sande historier på netop mediet Twitter, nu X. Således hævder forskere ved KU, at det er 70 pct. mere sandsynligt, at en falsk historie bliver retweeted end at en sand historie retweetes[17].
Et dansk eksempel på desinformation fra 2023, er spredningen af falske påstande om, at skuespilleren bag Onkel Reje, Mads Geertsen, skulle være pædofil og satanist. Hovedpersonerne bag kampagnen mod Mads Geertsen har tilknytning til kredse, der tidligere har spredt falske påstande om coronavacciner, og som er inspireret af konspirationsteoretiske miljøer i USA[18]. Den voldsomme hetz mod Mads Geertsen førte som bekendt til en meget omfattende debat om DR’s børneprogrammer, og om, hvorvidt nogle af dem seksualiserer børn på en usund måde.
Selvom de to sidste eksempler på desinformation ikke er relateret til valghandlinger eller parlamentariske processer, er de alligevel eksempler på desinformation, der potentielt kan få (negative) konsekvenser for centrale politikområder i Danmark, nemlig sundhedspolitik og kulturpolitik.
Desinformation – en trussel for befolkningens tillid til demokratiet
Men måske er den største trussel mod demokratiet fra systematisk desinformation ikke, at dele af et lands befolkning tror på falske informationer – det være sig om politiske kandidater, om valghandlinger, embedsmænds ageren under sundhedskriser eller om seksuel og politisk orientering hos kulturpersonligheder? Måske er det en anden, mere fundamental ændring af det politiske klima og befolkningernes tro på demokratiet, vi allermest skal frygte?
Det mener i hvert fald Merten Reglitz fra University of Birmingham:
”Store demokratiske institutioner, såsom Storbritanniens Underhus og Europa-Kommissionen, har korrekt identificeret falske nyheder som en trussel mod deres værdier og processer, men den reelle fare lurer i den ætsende effekt, som disse onlineløgne har på borgernes tillid til deres demokrati. Veldokumenterede undersøgelser viser, at falske nyheder fører til tab af borgernes tillid til hinanden – en væsentlig årsag til at der sker en destabilisering af demokratiske processer og en underminering af de fordele, der moralsk retfærdiggør demokratiske institutioner.”[19](oversat af HBA).
På baggrund af en lang række forskningsresultater, argumenterer Reglitz for, at desinformation har en alvorlig og invaliderende effekt på demokratiske processer og værdier, uanset om større eller mindre dele af en befolkning tror på indholdet af dem eller ej. Den reelle fare ligger i tabet af det, Reglitz kalder epistemisk tillid (epistemic trust)til hinanden i befolkningerne. Begrebet er svært at oversætte til dansk, men må forstås som tilliden til hinandens viden, efter epistēmē, det græske ord for “viden”[20]. Epistemisk tillid er en forudsætning for, at vi anser vores demokratiske system, dets repræsentanter og dets institutioner for moralsk legitime, og respekterer de beslutninger, de træffer. Epistemisk tillid betegner ”ideen om, at en person accepterer information og begrundelser fra en anden på grund af troen på, at taleren er tilstrækkelig epistemisk pålidelig [videnspålidelig], hvor pålidelighed angår både talerens videnskompetence – sandsynligheden for, at hendes tro på et eller andet område er sand – og hendes oprigtighed – sandsynligheden for, at hun vil repræsentere det, hun tror på nøjagtigt.” [21] Flere undersøgelser fra både USA og EU, viser, at der er stor bekymring i befolkningerne for udbredelsen af falske nyheder, fordi de antages at sprede forvirring blandt andre borgerne. Fx har 54 % af alle amerikanere ”ringe eller ingen tillid til det amerikanske folks politiske visdom“, og årsagen til, at amerikanerne har mistet tilliden til hinanden, begrundes af de adspurgte netop med udbredelsen af falsk information[22].
Tabet af denne fundamentale tillid i en befolkning – forårsaget af falske nyheder og deres forestillede virkninger hos andre – kan påvirke demokratiet og demokratiske processer på flere måder.
For det første kan grupper af borgere ende med at afvise demokratiske beslutninger, hvis de mener, at disse beslutninger er motiveret af eller begrundet i desinformation af politikere – eller de vælgere, der har indsat dem. Det kan medføre, at borgere på den tabende side af beslutningen oplever, at de har legitime grunde til ikke at følge beslutningerne. Et eksempel kunne være klimakrisen, hvor der potentielt kan være fare for, at dele af befolkningen vil afvise indgreb i deres frihed som forbrugere eller producenter, hvis de – begrundet eller ubegrundet – har mistanke om, at politikernes beslutninger er påvirket af desinformation.
For det andet kan desinformation bidrage til et informationsklima, der uddyber eksisterende politiske polariseringer, øger mistilliden til demokratiske institutioner og fremmer politisk apati.
Endelig, og måske mest alvorligt, kan desinformation påvirke den demokratiske styreform og det moralske fundament for demokratiske institutioner negativt. For hvis vi antager, at det repræsentative demokrati baseret på den åbne samtale mellem oplyste borgere ikke ’kun’ er den mest retfærdige, men også giver bedre beslutninger og resultater end andre typer af styreformer, kan vi blive rokket i vores tillid til styret. Et eksempel hentet fra en dansk sammenhæng er, når klimaforkæmpere og -eksperter sætter spørgsmålstegn ved om demokratiet som styreform er velegnet til at løse klimaproblemerne, og begynder at flirte med forestillingen om teknokrati eller ekspertstyre som mere velegnet. Sådanne forestillinger er nærliggende at få, når man i afmagt ser på den manglende handlekraft hos den danske regering og folketing – og ditto verden over. Men som den danske etiktænker K.E. Løgstrup bemærker, kan det samme menneske uden videre være “ekspertbegavet og livsstupid på en og samme tid”[23], og livsklogskab, dømmekraft og sund fornuft er de allervæsentligste egenskaber hos de valgte repræsentanter i et velfungerende folkestyre. Det konstaterede allerede demokratiets græske grundlæggere, Aristoteles o.a.
Tilbage til præ-internet æraen eller ny politisk regulering?
Selvom jeg godt kan drømme mig tilbage til morfars stue, til præ-internet æraen med en fælles politisk oplevelsesverden og med en mere pålidelig – af gatekeepere kurateret – vidensformidling, ved jeg godt, at det netop er …. en drøm. Det er i øvrigt heller ikke en ønskværdig tilstand. Ingen, bortset fra de mest autokratiske og magtfulde diktatorer, slukker for borgernes adgang til internettet. Et tydeligt udtryk for, at internettet og dets teknologier netop rummer to sider: en åbnende og en lukkende, en inkluderende og en ekskluderende. Desværre er det lykkedes for tech-industrien at overbevise ufatteligt mange mennesker om, at de sociale medier fremmer den første side. Men det er ikke tilfældet. Som det forhåbentlig fremgår af denne tekst, spiller de sociale medier en overvejende negativ, ekskluderende og de facto antidemokratisk rolle i dag.
Kun få af verdens politikere har for alvor forsøgt at regulere tech-industriens udvikling af de systemer og teknologier, der bruges til produktion og spredning af højrisiko- desinformation. Det er der flere grunde til, ikke mindst at internettet og de digitale teknologier har vokset sig store og stærke under globaliseringens og globaliseringsideologierne beskyttende skærm, hvor traditionel national regulering af markedet ingen magt har kunnet udøve. Og når USA’s kongres nu tager tilløb til at forbyde TikTok, skyldes det alene den geopolitiske magtkamp mod Kina. Hvorfor ellers ingen bekymring over amerikansk ejede sociale medier, der profilerer børn og unge (Instagram, Snapchat og Facebook fx)?
Enkelte undtagelser har kunnet findes i EU-systemet, hvor især konkurrencekommisær Margrethe Vestager tidligt har forsøgt at begrænse de amerikanske tech-giganters dominans i Europa. Med hverken GDPR-reglerne eller anden EU-lovgivning har hidtil været i stand til at bremse techgiganternes hærgen på det europæiske kontinent. DSA (Digital Services Act) fra november 2022, er mere specifikt rettet mod ulovligt indhold på nettet og bevidst vildledende reklamer, men reglernes effektivitet mangler endnu at vise sig. Og politisk desinformation adresseres ikke direkte.
Til gengæld er der tegn på, at flere borgere og enkelte journalister i Danmark er på vej til at opdage problemernes omfang. For 10-15 år siden var medlemmer af TeknoEtik stort set alene om at advare mod Facebook. Siden er mængden af kvalificeret kritik fra udenlandske iagttager vokset kraftigt. Også i Danmark er der tegn på en vis opvågnen, som i første omgang ikke mindst har samlet sig om skadespåvirkninger af skolesøgende børn og unge mennesker. Men mon ikke turen også snart kommer til desinformation? Heri er der i det mindst et spinkelt håb.
[1] Reglitz, M. (2022). Fake news and democracy. Journal of Ethics and Social Philosophy Vol. 22, No. 2 https://doi.org/10.26556/jesp.v22i2.1258
[2] Ibid.
[3] High level Group on fake news and online disinformation (2018). A multi-dimensional approach to disinformation. Europakommissionen
[4] Europakommissionen (2018). A multi-dimensional approach to disinformation. file:///C:/Users/HEAN/Downloads/a%20multi-dimensional%20approach%20to%20disinformation-KK0118221ENN.pdf
[5] Max Matza, BBC News 28. februar 2023 https://www.bbc.com/news/world-us-canada-64794606
[6] https://www.dr.dk/nyheder/udland/fox-news-ejer-indroemmer-vaerter-promoverede-trumps-falske-paastande-om-valgsvindel
[7] Frenkel, S. & Kang, S. An Ugly Truth. Inside Facebooks battle for domination. New York Times. Bridge Street Press.
[8] https://publications.parliament.uk/pa/cm201719/cmselect/cmcumeds/363/36302.htm
[9] https://publications.parliament.uk/pa/cm201719/cmselect/cmcumeds/363/36308.htm
[10] These are the biggest risk we face in 2024 and beyond. World Economic Forum, januar 2024. https://www.weforum.org/agenda/2024/01/global-risks-report-2024/
[11] Falsk indhold fra ny AI-tjeneste vækker bekymring. Ritzau/Avisen Danmark, 17. februar 2024. https://avisendanmark.dk/erhverv/falsk-indhold-fra-ny-ai-tjeneste-vaekker-bekymring-den-her-software-fungerer-paa-et-nyt-niveau
[12] Hver tredje borger: Kunstig intelligens vil skade politiske valg. Ritzau/Berlingske 3. februar 2024. https://www.berlingske.dk/politik/hver-tredje-borger-kunstig-intelligens-vil-skade-politiske-valg
[13] Der er dog ingen konkrete beviser for, at det skulle være Rød Blok Indefra, der stod bag den falske artikel.
Leth, A. i Politiken 18. juni 2015. Falsk Thorning-kritisk artikel deles på sociale medier. https://politiken.dk/indland/politik/folketingsvalg_2015/art5580230/Falsk-Thorning-kritisk-artikel-deles-p%C3%A5-sociale-medier
[14] Kjær, C. V. et al (2022). Misinformation, social status og latterliggørelse: en undersøgelse af danskeres spredning af og reaktioner på Covid-19 misinformation på Twitter. Politica, 54. årg., nr. 2 2022, 129-147. https://tidsskrift.dk/politica/issue/view/9670/1669
[15] Tv2 Lorry (2021). Vi er vrede, og vi er trætte, og vi er ved at blive sindssyge. Hvor er den virus? 10. januar.https://www.tv2lorry.dk/tv2dk/vi-er-vrede-og-vi-er-traette-og-vi-er-ved-at-blive-sindssyge-hvor-er-den-virus (24. september 2021).
[16] Ibid.
[17] Adler-Nissen, R. Hjorth, F. & Golovchenko, Y. (2018). Digital desinformation – hvordan virker det? Puzzle Piece. KU. Institut for Statskundskab. https://www.tjekdet.dk/files/2021-04/%236%20Digital%20misinformation%20%281%29_0.pdf
[18] Frisch, N. D. et al. Kritikere af Onkel Reje beskyldes for at være konspirationsteoretikere. Og forbindelsen er til at få øje på. Tejkdet/Faktalink/Indsigt, 4. maj 2023.
[19] Nyhedsbrev fra University of Birmingham 27. juli 2022. Identificeret 30.5.2023 på https://www.birmingham.ac.uk/news/2022/fake-news-poses-corrosive-existential-threat-to-democracy-study
[20] Fra Merriam Webster: “Wherever it is used, epistemic traces back to the knowledge of the Greeks. It comes from epistēmē, Greek for “knowledge.” That Greek word is from the verb epistanai, meaning “to know or understand,” a word formed from the prefix epi- (meaning “upon” or “attached to”) and histanai (meaning “to cause to stand”).” – NB: Nogle medlemmer af TeknoEtik er kritiske overfor begrebskombinationen epistemisk + tillid..
[21] Reglitz, M. (2022). Fake news and democracy. Journal of Ethics and Social Philosophy https://doi.org/10.26556/jesp.v22i2.1258 Vol. 22, No. 2 · July 2022
[22] ibid.
[23] Citeret fra Klavs Birkholm, “Magtens nye ansigt”. 2018. https://www.klavsbirkholm.dk/2018/12/19/magtens-nye-ansigt/