ESSAY
Internationalt defineres “demokrati” i flere formater. I Danmark betyder det folkestyre, ligesom i USA. Hos os er demokrati langt mere end et kryds på en stemmeseddel hvert fjerde år, altså mere end bare frie og hemmelige parlamentsvalg.[1] Som Hal Koch i sin tid bemærkede: “Det er samtalen (dialogen) og den gensidige forståelse og respekt, som er demokratiets væsen.”[2] Derfor, siger Koch, er demokrati ikke bare en styreform, der kan etableres én gang for alle; det er en livsform, som hvert nyt slægtled skal tilegne sig. Forfra og forfra igen skal vi opøve en kultur, hvor vi alle sammen svarer og står til ansvar.
Det betyder selvsagt, at den oplyst debatterende offentlighed, baseret på tankefrihed, ytringsfrihed og ret til hemmelig forsamling er alfa og omega i et sandt demokrati.
Anderledes forholder det sig i andre lande, eksempelvis Frankrig. Her er “demokrati” mere formelt forstået, ligesom lovgivningen – både forfatningen og straffelovgivningen – er langt mere detaljeret og bogstavelig[3]. I et sådant land spiller embedsværket og de udpegede eksperter en langt større rolle end nogen form for offentlig samtale. Og der findes flere, lige så væsentlige forskelle. Eksempelvis er den udøvende statsmagt i Frankrig (som også i Sverige) langt stærkere, mens kontravægtene – den lovgivende og den dømmende magt – vejer tungere i Danmark og USA.
Forklaringer på den slags forskelle kræver historiske og kulturhistoriske redegørelser, som vil være for vidtgående i denne sammenhæng. Jeg vil nøjes med at konstatere, at den helt almene forståelse af, hvad “demokrati” overhovedet betyder, synes voldsomt svækket her i de sociale mediers tidsalder. Det vil jeg illustrere med et par tilfældigt valgte eksempler.
To eksempler
(1) Fredag den 26.maj 2023 lød overskriften, tværs over hele forsiden på dagbladet Information: “Ny bog: Vi skal lære at drive politik, som ikke bygger på illusionen om evig vækst”. Hvad er det mærkelige ved denne formulering? Det er den snørklede omvej. Hvorfor står der ikke bare: “Ny bog: Opgiv illusionen om evig vækst”.
Er det måske, fordi det bestemt ikke ville være noget nyt udsagn? Ole Jensen udgav for eksempel allerede i 1976 sin skelsættende bog I vækstens vold, og han er hundredvis af gange i de efterfølgende 45 år blevet citeret for at udtale: “Forestillingen om, at vi kan vokse uendeligt i et endeligt rum, er absurd og selvmodsigende”. (På dette sted kunne der skrives side op og ned om, hvor mange der allerede i 1980’erne med henblik på at stoppe den økonomiske vækst foreslog helt specifikke vækstbegrænsende reformer og måske tilmed præsenterede forslag til grundlæggelse af en alternativ økonomisk videnskab.[4] Men det er ikke det væsentlige her.)
Nej, det mærkelige er, at vi nu ifølge Informations forside skal lære at drive politik, som ikke bygger på illusionen om uendelig vækst. Hvad er der for noget ”nyt”, vi skal lære? Et eller andet håndværk, som vi ikke tidligere har kendt? Som om politik er noget mystisk andet end folkestyrets udtryksform. Som om den manglende klimaindsats ikke afspejler, at der ikke findes en offentlighed, som kræver den. Man kan klandre de politiske partier og de landsdækkende medier (specielt DR), at de ikke har gjort det klart for vælgerbefolkningen, hvordan vores børnebørn kommer til at betale en meget høj, muligvis fatal pris for nutidens grådige overforbrug af ferierejser, biler, fødevarer osv. Men dét er vel ikke et spørgsmål om at “drive politik” på en anden måde? Demokrati handler vel ikke om i mørklagte korridorer at narre vælgerne til forholdsregler, de ikke går ind for? Med mindre, altså, vi ikke længere forstår demokrati som folkestyre. Men det gør vi måske heller ikke.
Læser man den bog, som Informations artikel præsenterer, bekræftes man i dette indtryk, begribeligvis i en noget mere argumenteret og udfoldet form. ”Det hedder politik, når det sker på den korte bane, og vi kan kalde det civilisationsproces på den lange”, skriver forfatterne, Bjarke Dahl Mogensen og Rune Detlif Baastrup.[5]
”Politik” er tilsyneladende blevet til forhandlinger og aftaler på Christiansborg og Slotsholmen. Helt det samme gør sig gældende i et andet eksempel, jeg gerne vil fremdrage her: Tirsdagsanalysen hedder et fast program på TV2-News, hvor to tidligere spindoktorer drøfter ”den forløbne uges begivenheder i det politiske landskab og går tæt på hovedpersonerne i Folketinget”, som det hedder i programteksten. Men Mogensen og Kristiansen debatterer aldrig, eller stort set aldrig, politik! De taler derimod om, hvilke politikere eller politiske partier, der har haft gevinst ved det og det udspil, den og den begivenhed eller den og den nye alliance. De taler netop som spindoktorer.
Fænomenet er omsiggribende og ses efterhånden stort set overalt. Langt de fleste ”politiske” analyser og kommentarer handler om det samme spin, både i den elektroniske og den trykte presse. Da netmediet Altinget kort før Folketingsvalget 1.november 2022 fremdrog et enkelt element i det nye parti Moderaternes partiprogram, nemlig at man på sigt bør opgive den nuværende form for folkepension, hævdede den altid sniksnakkende ”kommentator” Jarl Cordua, at Altingets hensigt måtte være at skade Lars Løkke Rasmussens valg – for Moderaternes partiprogram havde jo intet med det forestående valg at gøre! Det forestående valg handlede jo kun om ”politik”.
Undtagelser findes, men i det store billede har vi i løbet af de seneste 10-15 år været vidner til, hvordan både journalister og kommentatorer med appetit på de politiske spørgsmål er blevet erstattet af andre, der nøjes med at drøfte ’vindere’ og ’tabere’ i både indenrigs- og udenrigsanliggender.
Det opfatter jeg som et klart udtryk for, at den offentlige politiske samtale er forsvundet, eller i det mindste døende. Og det foregår vel at mærke temmelig ubemærket af de fleste. Meningsmålinger og partitaktiske manøvrer forveksles med politik.
(2) Mit andet eksempel er af en anden beskaffenhed. Det er hentet fra en antologi om “algoritmernes magt i den offentlige forvaltning”: Fra velfærdsstat til overvågningsstat (en antologi, jeg i øvrigt også selv har bidraget til).[6] Her har antropologen Helene Friis Ratner skrevet et kapitel om brugen af prædiktive algoritmer i socialt arbejde, betitlet “Den forebyggende stat og den risikoscorede borger”. Jeg citerer det sammenfattende resumé:
“Algoritmiske forudsigelser af borgernes liv udgør et nyt risikobaseret syn på borgerne, der ikke længere bare betragtes som ‘sig selv’, men måles op mod andre borgeres data, så man kan sandsynliggøre den enkeltes fremtidige adfærd og risici. Men disse prædiktive algoritmer kalder på en ny demokratisk samtale om den såkaldte ‘datakontrakt’, der indebærer, at borgerne deler personlige data med staten i forventning om, at de til gengæld møder en retfærdig offentlig forvaltning. Datakontrakten er en forudsætning for en velfungerende velfærdsstat, men hvis borgerne skal bevare tilliden til den, er det afgørende, at det er deres behov og rettigheder frem for forvaltningens egen effektivitet, der er i centrum, når offentlige myndigheder anvender prædiktive algoritmer.[7]
Det er en skræmmende, nærmest gyseragtig dystopi, der godlidende præsenteres i disse få sætninger: … sandsynliggørelse af den enkeltes ”fremtidige adfærd og risici”; borgerne skal ”dele personlige data med staten”; velfærdsstaten skal bygge på en ”datakontrakt” om anvendelsen af ”prædiktive algoritmer” m.m. Men kilden til denne uhørte forvrængning af, hvad demokrati betyder, er ganske ejendommelig:
Indtil for en snes år siden betegnede man den besøgende på et socialcenter eller en arbejdsformidling (et jobcenter) som “klienten”. På et tidspunkt blev dette udtryk politisk ukorrekt, og man skulle herefter sige “borgeren”. Dét er imidlertid det samme ord, vi benytter som betegnelse for enhver myndig dansker. Med andre ord: Med det formål at undgå stigmatisering af den sociale “klient”, valgte vi at opgive enhver betegnelse for vedkommende.
Men spørgsmålet er nu, om det er “borgeren” i betydningen citoyen (deltager i demokratiet), eller det er borgeren i betydningen “klient” (modtager af en form for offentlig hjælp), der ifølge Friis Ratner skal være på SoMe-kontrakt med staten? Eller måske mener Friis Ratner, at vi alle er modtagere af støtte, hvert eneste cpr-nummer i Danmark? I så fald må demokratiet jo nu defineres som en klient-stat, og det der udspiller sig i demokratiet som klientelisme – et fænomen, der i europæisk sammenhæng ikke mindst kendes fra Italien.
Jeg vælger den venlige udlægning og antager, at Friis Ratners misvisning skyldes, at hun har overset forskydningen mellem de to forståelser af begrebet borger. Det er imidlertid ikke helt betydningsløst, da hun er en af forskningslederne i et voldsomt fondsstøttet forskningsprojekt om netop “algoritmer, data og demokrati”.[8]
Et systemisk samspil af følgevirkninger
Ingen af de her nævnte eksempler på vores svigtende forståelse af demokratiets væsen kan klandres digitaliseringen alene. Rødderne er af langt ældre dato[9]. Men det forhold, at vi ikke længere er fortrolige med, hvad ordet demokrati overhovedet betyder, forstærker på fatal vis en række skadelige følgevirkninger af den fremstormende digitalisering.
(1) Tag eksempelvis overvågningskapitalismen. Enhver ved efterhånden, at prisen for at benytte Google, Microsoft, Amazon, Facebook, WhatsApp, Instagram m.fl. er et tyveri af data, der anvendes af de pågældende virksomheder til at tegne en adfærdspsykologisk personprofil af brugeren. De fleste ved også, at denne profil videresælges og anvendes kommercielt til at få os til at “købe os selv” tilbage. De fleste er også klar over, at de således tilvejebragte tusindvis af datapunkter om os oplagres mere eller mindre permanent, så vi så at sige gradvist mister ejendomsretten til os selv.
Alligevel er den fremherskende, altdominerende reaktion på denne overvågning: “Jeg har intet at skjule, så det er en pris, jeg for mit vedkommende gerne vil acceptere”. Men, som whistlebloweren Edward Snowden konstaterer: “Det er simpelthen ikke en mulighed at ignorere retten til privathed. Eftersom en befolknings friheder [i et demokrati] er indbyrdes afhængige, er dét at afstå sin egen privathed ensbetydende med at prisgive alles privathed.” Og videre:
“Ultimately, saying that you don’t care about privacy because you have nothing to hide is no different from saying you don’t care about freedom of speech because you have nothing to say, or that you don’t care about freedom of the press because you don’t like to read.”[10] At benytte Facebook, vel vidende at data oplagres permanent og til enhver tid tilgængelige for NSA og andre statslige efterretningsagenturer, men baseret på en betragtning om, at ‘mine data er ikke interessante’, er ensbetydende med at lade hånt om dissidenter i Tyrkiet, Israel, Kazakhstan, Syrien og andre autokratiske stater. Det ville vi forstå, hvis vi stadig havde et klart begreb om, hvad demokrati betyder.
(2) Et helt andet eksempel på en skadelig følgevirkning af digitaliseringen er de sociale mediers systematiske opløsning af enhver debatterende offentlighed. En influencer er en person, der kan være fuldstændig uvidende og naiv, men alligevel propagandere for bestemte synspunkter og/eller bestemte produkter på SoMe (ikke mindst Instagram). En influencer kan i Danmark have en million følgere og tjene flere hundrede tusinde kroner om måneden. Influencerens autoritet hidrører alene fra antallet af følgere, mens kvaliteten og lødigheden af det budskab, hun eller han udspreder ikke spiller nogen rolle. Tallene – massen – er majestæt. En tilstand ikke ganske ulig den, der i sin tid fik den spanske filosof José Ortega y Gasset til at skrive sit hovedværk Massernes Oprør (1929), hvori han profeterer fascismens fremmarch.
Influencere er en del af en medievirkelighed, hvor ansvarlig kuratering af den daglige informationsstrøm ikke længere findes. SoMe gør det muligt for enhver at kuratere på sin kanal og efter sin smag. Er ulven farlig for mennesker? Har alle kvinder en ret til at få det antal børn, de ønsker, om nødvendigt med statens og befrugtningsindustriens hjælp? Er biodiversitetskrisen ikke en reel trussel mod menneskeheden? Har gentagne ansigtsbehandlinger med botox ingen følgevirkninger for de pågældende? Fører Rusland krig, fordi Vladimir Putin er psykopat? Anything goes.
En trist omstændighed i den forbindelse, en omstændighed der i særlig grad vidner om den afsvækkede forståelse af demokrati, er det udbredte krav om, at Facebook og andre sociale medier skal fjerne usande, misvisende og krænkende opslag og ’newsfeed’. Men Facebook, Instagram, TikTok, Pinterest, SnapChat etc. er private virksomheder, som brugerne er kunder hos. Man kan naturligvis ikke kræve public service forpligtelser opfyldt af dem. Snarere kan man sige, at hvert af de sociale medier udgør en slags influencers inc. Da den modige whistleblower Frances Haugen i 2021 dokumenterede, hvordan Facebook systematisk havde opildnet til folkemordet i Myanmar, var der ikke kun tale om en anklage mod Mark Zuckerberg og Haugens øvrige kollegaer i virksomhedens hovedsæde i Silicon Valley. Hver eneste Facebook-bruger støtter jo den samme forretningsmodel og er således medansvarlig for denne form for influencing.
Den almene ytringsfrihed er indispensabel for ethvert demokrati, det siger sig selv. Men argumenter skal kunne prøves i fælles debat, og den prøvelse findes ikke længere. Der findes kun like og follow. Og tilsyneladende savner kun få danskere efterhånden eksistensen af demokratiets kerne: den debatterende offentlighed.
Enkelte spørgsmål diskuteres stadig centralt. Skal der indføres en lovfæstet regulering af skolebørns brug af smartphones? Og skal der eventuelt sættes en højere aldersgrænse for accept af adgangsbetingelserne til internetsider. Det er i 2023 et tema på Christiansborg. Hvad med at regulere voksnes brug af samme teknologi? Uha nej, vi har brug for at kunne boarde et fly uden at printe papir ud! Og vi har brug for at skanne autoforhandlerens Q-kode, når bilen skal til eftersyn. Og vi har brug for at kunne indskrive os online, mens vi er på rejse mod hotellet. Det er nemlig sååå smart! Hvad der foregår i Myanmar kommer da ikke os ved.
(3) Findes der eventuelt en lidt skræmmende sammenhæng mellem influencer-fænomenet og den mere og mere udbredte historieløshed? Hvis jeg ikke ved noget om dansk historie eller verdens historie, behøver jeg jo ikke moderere mig selv i mine kommentarer og ‘iagttagelser’ af nutiden. Hvis jeg ikke ved noget om, hvor ufattelige ødelæggelser A-bomberne over Hiroshima og Nagasaki i august 1945 forvoldte, og hvis jeg tilmed ikke ved noget om, at den teknologiske udvikling har betydet en tusinde gange stærkere sprængkraft i dag, kan jeg roligt publicere mit synspunkt om “begrænset atomkrig” i Central- og Østeuropa uden den ringeste anelse om, at en sådan krig efter al sandsynlighed vil betyde menneskehedens endeligt.
Tilsyneladende bidrager uddannelsessystemet her i landet til denne historieløshed. For nylig vakte det opsigt, da en undersøgelse dokumenterede drastisk faldende læse- og regneevner på folkeskolens 4. klassetrin. Som underviser på Aalborg Universitet kan jeg bevidne, at manglerne rækker længere op i uddannelsespyramiden. Når jeg forelægger 3.års-studerende et interview med den tidligere STASI-chef Wolfgang Schulz, hvori han forklarer, at hvis STASI i sin tid havde haft teknologisk baserede ”sociale” fora som Facebook til rådighed, ville kommunismen aldrig være faldet i DDR (det tidlige Øst-Tyskland, som var underlagt Sovjetblokken), ja så trækker de på skuldrene. Ikke fordi de mener eller måske ligefrem vil argumentere for, at Schulz har uret – nej, fordi “det er vel ikke så farligt”!
Det gælder selvfølgelig ikke alle studerende, men det gælder en meget stor andel, at eftersom de er født efter Den Kolde Krig og Jerntæppet i Europa, behøver de vel ikke forstå noget om, hvilken betydning det har haft for livet på den tid. Man kan jo bare hente sin viden på nettet, hvis man i en eller anden sammenhæng skulle få brug for den. ”Almen dannelse” er også et glemt fænomen – eller det overlades til mobilens App’s.
For at sætte pris på demokratiet skal man naturligvis vide og forstå noget om, hvad der var før demokratiet, og hvordan det blev til. Hvilke omkostninger, og hvilke ofre mennesker har bragt, for at senere generationer (dvs. vi) kan leve i frihed.
Jomfrueligt land
De ovenfor beskrevne tre tendenser: den frivillige opgivelse af privathed (tanke- og ytringsfrihed); opgivelsen af redigerede medier til fordel for influencing; og den fremadskridende historieløshed – er alle tre tendenser, der spiller sammen med digitaliseringen i en for demokratiet særdeles uheldig spiral. Samtidig gnaver andre udviklinger, som digitaliseringen i høj grad befordrer, skadeligt i forskellige dele af den demokratiske samfundsbygning. Her vil vi nøjes med at nævne én – med særlig uheldig indvirkning på forvaltning og myndighedsudøvelse – nemlig (4) standardiseringen af helt nye virkelighedsområder.
Det mere og mere udbredte allestedsnærvær af standarder har længe været et typisk træk ved de industrialiserede samfund. Vi har standarder for spændingsniveauerne på strømnettet. Vi har standarder for fedtprocenten i sødmælk. I Danmark er registreringen af borgere standard-iseret ved, at alle tildeles et personnummer ved fødslen. I EU er der nøje standarder for, hvilke produkter der må markedsføres som ”økologiske”. Og på internettet hersker i Vesten den såkaldte ASCII-standard for, hvilket bogstav der er placeret på hvilken adresse.
Det sidstnævnte er et godt eksempel på, hvordan standarder altid må klippe en hæl og hugge en tå. Når det drejer sig om nettet, kalder man også denne tilpassende forenkling for bias. Internettet er bias’ed til fordel for engelsktalende mennesker. Bl.a. ved karakterernes placering i tekstprogrammer. Niels Frølich har valget mellem at kalde sig Frolich eller Froelich, hvis han vil oprette en hjemmeside eller bare en mailadresse. Ellers kan han tage navneforandring! Den sydsvenske by Hörby må desværre kalde sig Horby (www.horby.se) i det fromme håb, at ingen turister lader sig lokke til byen i forventning om, at her findes et utal af bordeller og nem adgang til udenomsægteskabelige knald. (De svenske IT-forskere Daniel Pargman og Jacob Palme taler om ”ASCII-imperialisme”.[11])
Alle den slags standardiseringer er nødvendige for at holde ordning og reda i et mere og mere komplekst samfund. De er i nogen grad blevet bærende for modernitetens infrastrukturer. Men samtidig med – og ved siden af – befinder omfattende livsområder sig helt uden for standardernes logik. Det drejer sig om alt det væsentlige i vores tilværelse. Alle de forhold, som vi tillægger værdi: glæde, sorg, begejstring, vrede, medfølelse o.m.a. Forhold, der bringer os i kontakt med det gode, det sande og det skønne i verden. Det er anliggender, der, når det kommer til stykket, hverken kan måles eller vejes, og derfor ikke underlægges nogen standard.
Det er også her, dømmekraften befinder sig: vores intellektuelle færdighed (kompetence) til at træffe afgørelser om rigtigt og forkert, smukt og grimt, baseret på vort livs erfaringer og vores udviklede sans for værdiers rangorden i specifikke tilfælde. Dømmekraften er afgørende for, at vi kan indrette et godt samfund. I virkeligheden er den aksen for den fælles, politiske samtale.
Men netop her sætter digitaliseringen ind. Det digitale univers, hvis logik er bygget på det absolutte, ubetingede valg mellem 0 og 1 – enten-eller[12] – er som skabt til standardisering. Åbenlyst er det jo også, at digitalisering, algoritmer, maskinlæring og AI i løbet af de seneste 25 år har boostet den teknologiske hybris[13] ganske voldsomt. Man ser sig altså om efter jomfrueligt land, og ikke mindst Googles opdagelse omkring 2001 af adfærdspykologisk prædiktion[14] forjætter gyldne gevinster. Kan vi ikke finde nye eksempler på menneskelig adfærd, som kan standardiseres?
Jo, da. Vi kan eksempelvis standardisere de indberetninger, som socialforvaltninger løbende modtager om vanrøgt eller mistrivsel hos børn. I stedet for at benytte os af helt forskellige individers – professionelt uddannede socialarbejderes – skøn (dømmekraft), kan vi benytte machine learning til at beregne graden af risiko for det udsatte barn i hvert enkelt tilfælde. Billedligt talt: vi propper indberetningen ind i ”maskinen”, og vups – i den anden ende kommer opskriften ud på, hvad ”systemet” skal gøre i det pågældende tilfælde. Det har vi nemlig standardiseret i 9 hovedkategorier. Vi kan altså lade algoritmer bidrage til at træffe beslutning om, hvorvidt et barn skal fjernes fra familien. Mere mellemmenneskeligt og værdiladet kan det dårligt blive.
Katastrofen var forudbestemt, og den kom da også til offentlighedens pinlige kendskab i februar 2021, da netmediet Zetland kunne fortælle historien om, hvordan personalet i vuggestuer og ungdomsinstitutioner i Silkeborg og Hjørring kommuner i en række tilfælde blev opskræmte over manglende indsats fra myndighederne – fordi, viste det sig, algoritmerne var indrettet helt forkert.[15] Projektet blev udført af ”Trygfondens Børneforskningscenter” på Århus Universitet i samarbejde med VIA University College, og dermed er også sagt, at det ikke blev stoppet af fadæsen, tværtimod! Det hele blev processeret som et ’eksperiment’, hvor erfaringen med det to-årige barn (og flere andre fadæser) indgik som ’forskningsresultater’, der kunne bidrage til at forbedre algoritmen.
Siden vi besluttede at lade danske universiteter styre af erhvervslivet (“fonde”), forskes der nemlig aldrig længere i at blive almindeligt klogere – ikke længere nogen aflønning af A.S. Ørsted, Louis Hjelmslev, Paul Diderichsen, Niels Bohr eller K.E. Løgstrup. Der forskes kun i, hvad der forventes at kunne lave penge – i dette tilfælde altså en ny, kunstig intelligens.
Eksemplet er bare ét blandt hundreder. Forsøg på at lade en algoritme erstatte det menneskelige skøn, når det drejer sig om vurdering af opkald til alarmcentralen. Forsøg på at lade algoritmer overtage fortolkningen af medicinske scanninger. Forsøg på at lade algoritmer inddele arbejdsledige i standard-kategorier, så man ved, hvad man skal stille op med hver enkelt.
Der er desværre ingen udsigt til, at denne tsunami af digitaliseringsinitiativer vil lægge sig. Hver gang, der fremsættes en etisk eller humanistisk baseret kritik af bare et enkelt tiltag, melder der sig et kor af konsulenter og talsmænd for tech-virksomheder, som forklarer, at kritikerne bare lider af traditionel maskinforskrækkelse, alderdomssvækkelse eller slet og ret har opgivet at følge med (almindeligt jeronimusseri). Sandheden er som regel, at koret af selvsikre ’modkritikere’ ikke har noget som helst at have deres argumenter i[16]. Men det tror de selv. For de synes at ride på digitaliseringsbølgen – ud mod en gylden fremtid med masser af penge.
Hvad har alt dette at gøre med demokratiets tilstand? Alt. For det berøver os i stigende grad modet til at tænke selv. Og mærke efter selv. Når regeringen siger, at al lovgivning skal være ”digitaliseringsklar”, så må alle ansatte i offentlige virksomheder hellere rette sig efter det: Javel, lovgivningen er for kompleks, vi må hellere forenkle den. Javel vi skal udfylde computerens spørgsmål ved at taste et tal fra 0-9, så må vi privatpraktiserende læger, vi socialrådgivere og vi skolepykologer hellere rette os efter det. Altså hvis vi overhovedet vil beholde vores job. Vi må holde op med at dyrke vores mellemmenneskelige dømmekraft, vi må holde op med at tragte efter det gode, det sande og det skønne. Det overlader vi til digitaliseringsstyrelsen.
For 150-175 år siden, da demokratiet var ungt og nyslået, skulle vi danskere på højskole. Vi skulle lære naturvidenskab, og vi skulle gøre gymnastik, så vi kunne ranke ryggen og opbyde selvbevidsthed til at tage ordet i større forsamlinger; den slags forsamlinger af menigmand skulle jo udgøre demokratiets rygrad. Men i dag går bevægelsen den modsatte vej. Nu skal alle bøje sig for de intelligente maskiner. Lige indtil vi er sunket ned på samme ’intelligensniveau’ som maskinerne: 0 eller 1. Sort eller hvid. Rød eller blå. Så vil demokratiets fundament, den menneskelige erfaring og dømmekraft, være forsvundet.
NOTER
[1] Klavs Birkholm, Erik Sigsgaard & Preben Wilhjelm, Demokratiet i lasten. 1984. Tiderne Skifter
[2] Hal Koch, Hvad er demokrati? 1981 (1960). Gyldendal, s. 16.
[3] I sit klassiske værk De la Démocratie en Amérique (1835, 1840) beskriver Alexis de Tocqueville den afgørende forskel på den franske og den amerikanske styreform. Den første fremgået af den uddannede (oplyste) Paris-elites opstand mod det umyndiggørende, feudale enevælde; den anden opstået gennem den brede nybyggerbefolknings frigørelse fra den aristokratiske, engelske kongemagt. (Alexis de Tocqueville, De la Démocratie en Amérique. Paris, 1963 (Le Monde en 10/18)
[4] Se eksempelvis: https://www.klavsbirkholm.dk/2021/02/22/oekonomi-og-oekologi-to-tekster/)
[5] Bjarke Dahl Mogensen & Rune Detlif Baastrup, Efter Festen. Nye veje til et bedre samfund uden vækst. 2023. Gad
[6] Michael Jarlner & Kim Escherich (red.), Fra velfærdsstat til overvågningsstat. 2021. DJØF Forlag.
[7] Id. s. 93.
[8] Algoritmer, Data og Demokrati – et projekt, der støttes med 100 millioner kr af Villum og Velux fondene. Projektet har ifølge programerklæringen til formål at ”sikre, at demokratiet styrkes af den digitale udvikling gennem forskning, øget teknologiforståelse, digital dannelse og dialog”. Men det er næppe, hvad det gør. https://algoritmer.org
[9] Et hovedtema i min essaysamling Politiske Smuler. 2018. J&D.
[10] Edward Snowden, Permanent Record. 2019, London. Macmillan. s. 208f.
[11] Martha Lampland & Susan Leigh Star, Standards and their Stories: How Quantifying, Classifying, and Formalizing Practices Shape Everyday Life. 2009. Cornell University Press.
[12] Nogen tredje mulighed findes som bekendt ikke i processoren. Endnu da.
[13] Tænk bare på de skiftende klimaministre, som har insisteret på, at ny teknologi vil kunne løse den gigantiske konflikt med naturen, som vores nuværende livsstil indebærer. Teknologi vil sørge for, at vi kan fortsætte vores uhæmmede, grænseløse livsstil. Hævder de.
[14] Som ikke mindst påvist af Shoshana Zuboff i The Age of Surveillance Capitalism. 2019. Profile Books.
[15] ”Kan algoritmer se ind i et barns fremtid?”, Zetland, 3.februar 2021. – En to-årig dreng, som sad dagen lang og bankede hovedet i muren, fik en lav risikoscore, fordi man meget sjældent tvangsfjerner en to-årig. Så var den risikofaktor, der skulle regne barnets ’score’ ud, naturligvis lav! Altså et elementært eksempel på, hvordan statistik (mål og vægt) går galt i byen, når den skal erstatte menneskeligt skøn.
[16] Et godt eksempel er de misvisende anklager mod Det Dataetiske Råd, som i maj 2023 blev rettet af en gruppe virksomhedsledere, der selvbestaltet nedsatte sig som ”Det Faglige Dataetiske Råd” – dog uden et eneste medlem med én eneste refleksion over, hvad etik er. Gruppen blev straks hypet af DR. Se https://www.dr.dk/nyheder/viden/teknologi/prominente-it-eksperter-kritiserer-dataetisk-raad-mangel-paa-kompetencer