For tiden diskuteres kunstig intelligens, tech-giganternes udnyttelse af børn og unge [1] og digitaliseringens trussel mod grundlæggende demokratiske værdier [2].
Men digitalisering, robotter og velfærdsteknologier indenfor sundheds- og ældreområdet – og ikke mindst Robusthedskommissionens dugfriske anbefalinger om bl.a. ”digitalt og teknologisk først” [3] – kalder på den samme diskussion, fordi teknologier her beundres, besynges og anbefales.
Vi står ved en skillevej: skal der digitaliseres derudaf, for fuld skrue og i stor skala, uden diskussion af kvalitet og videnskabelighed af foreliggende (yderst sparsomme!) evidens? Eller skal vi her i elvte time lige stoppe op, trække vejret og undersøge den egentlige værdi og de faktisk implikationer af specifikke (velfærds)teknologier, robotter og digitaliseringstiltag?
Et bud er, at der efter de sidste årtiers paradigmeskifte indenfor pleje og omsorg, er brug for langt mere evaluering, perspektivering og eftertanke hvad angår de etiske aspekter og menneskelige konsekvenser af teknologiseringen.
Erfarings tyngde
For 40 år siden var vi et par nyuddannede fysioterapeuter, der startede på et stort plejehjem på Frederiksberg. Vi overtog efter en blind, højt respekteret fysioterapeut, der ihærdigt gang- og sengetrænede imponerende mange af de stillesiddende og -liggende beboere. Langsomt ændredes paradigmet dog, og beboerne blev mere aktive og mobile med hjælpemidler, specielle kørestole, gangredskaber og træning på gulv, i haven og sammen med børnehavebørn. I ny og næ blev beboere udskrevet.
Tydeligst i erindringen står Sansefesten: beboerne blev modtaget i det store – på dagen mørklagte – festlokale, hvor et lysbilledshow med årstidernes skiften blev vist synkront med afspilningen af Vivaldis fire årstider. Da gardinerne blev trukket fra, kunne man se ´skyer´ af florlet stof i blå nuancer i loftet, tivoliplakater, krydderurter og blomster på væggene og smukt anrettede sure, stærke, søde, salte, kolde og varme retter på bordene. Ud af højttalerne kom H.C. Lumbyes tivoli-musik og efter maden var der ´stimulations-stationer´ hvor beboerne kunne få stive gigthænder blødt op i paraffinbad, berøre en kæmpe fugleformet isfigur, hoppe på trampolin eller blive kropsligt stimuleret på anden vis. Dagen sluttede med rørende fællessang med gospelkor, og beboerne gik salige og sanse-mættede fra festen. Mens vi engagerede medarbejdere og den aktivt deltagende ledelse syntes, vi havde verdens bedste job. Set i bakspejlet ligner det ældreplejens svar på det idylliske og romantiske Woodstock, vel vidende at langt, langt fra alle de ´varme hænder´ – ej heller dengang – var skønne og dejligt varme.
Denne type faglighed ville imidlertid aldrig – som i: aldrig nogensinde – gå i dag! Både fordi fysioterapifagets akademisering med 186 ph.d.´er og 17 professorer [4] langt overvejende arbejder med traditionel naturvidenskabelig (og ikke humanistisk) evidens [5], som ikke umiddelbart kan hjemle og anbefale sådanne aktiviteter. Men også fordi nutidens lag på lag på lag af mellemledere og den omfattende, tidsrøvende og overflødige digitale dokumentation, formodentlig ville lukke og slukke for festen og et sådant ´fagligt vildskud´.
Nyt Paradigme
20 år senere – altså i 00´erne – tog den fysioterapeutiske faglighed og paradigmet i plejemiljøerne igen en ny drejning: langt mere selv- og gruppetræning, mindre individuel og manuel behandling. Velfærdsteknologierne dukkede op i horisonten, eksempelvis den japanske PAROsæl [6] som – med Etisk Råds blåstempling – blev den første robot i ældreplejen. PAROs målgruppe, effekt og værdi var til en start uklar og robotten kunne kun købes hvis man deltog i et heldagskursus, hvor man blev fortrolig med PAROs tekniske indre og hvordan man arbejdede fagligt-kreativt med robotten. Langsomt tegnede en målgruppe og effekten af PARO sig i projektet, og i omsorgsmiljøerne blev der ikke sjældent skabt stjernestunder for kognitivt udfordrede mennesker. Forklaringen på PAROs succes var primært de PARO-certificerede og -kompetente fagpersoners ´håndholdte´, engagerede og kreative implementering, idet der blev arbejdet målrettet med at skabe ´et eksemplarisk match´ mellem den unikke, enkelte borger og robotten.
Efter PAROs første succesfulde år og megen medieopmærksomhed, stilnede fortællingerne om PAROs værdi og potentiale af, og masser af PARO´er – til hundredtusindvis af kroner – begyndte at ligge ubrugte hen. Forklaringerne på PAROs ´tornerosesøvn´ var fx, at der manglede tid og hænder til at løfte opgaven; at nogle af de certificerede fagpersoner fik anden ansættelse, hvorved stedlige PARO-kompetencer forsvandt; at der manglede støtte og legitimitet ift. at arbejde eksperimenterende, utraditionelt og kreativt, og at der – som det måske allervigtigste – aldrig blev lavet en dybtgående og omfattende evaluering af PARO. En sådan kunne have været værdifuld ift. at belyse robottens potentialer og stærke/ svage sider.
Også andre japanske robotter kom til i 00-erne, bl.a. en baderobot som plejehjemsbeboerne vasketunnels-agtigt lå inden i og blev spulet i, samt en spiserobot der førte en ske med mad op til munden. Ingen af disse teknologier kom i brug i nævneværdig grad, fordi alle med snusfornuft kunne se, at robotterne var fejlproportionerede, u-ergonomiske og uetiske og stort set ikke kunne mere end eksisterende velkendte, velfungerende, (lav)teknologiske hjælpemidler. Andre nye, gennemtænkte og velfungerende hjælpemidler og (velfærds)teknologier fik i de år rigtig godt fodfæste[7], atter andre forsvandt fra scenen, muligvis fordi velfærdsteknologivurderinger holdt deres indtog.
Ubesvarede spørgsmål
I forlængelse af at robotter og velfærdsteknologier dukkede op i 00´erne, rejste sig de første vigtige spørgsmål. Eksempelvis og hvad angik de borgere, der anvendte teknologierne: # forudsætter teknologien visse kompetencer; # hvilken indflydelse har teknologien på personernes helbred, selvhjulpenhed, livskvalitet og værdighed; # hvilken værdi og meningsfuldhed har teknologien for personerne og deres nærtstående; # hvordan er matchet mellem teknologien og den enkelte person; # evt. juridiske forhold, eksempelvis GDPR etc.
De seneste 10 år er en tsunami af robotter, systemer og teknologier skyllet ind over sundheds- og ældreområdet: skærmbesøg; apps; elektroniske medicindoseringssystemer; vende-, forflytnings- og træningsteknologier; sensorer til overvågning, alarmering og sporing, telepsykiatriske systemer med mange, mange flere. Teknologierne lander i travle omsorgskulturer, hvor der er medarbejdere og ledere der er både eminente, gode, mindre gode eller dårlige til at lytte til, læse og forstå borgerens situation med teknologierne (ufortalt de mange nutidige ledere og medarbejdere, som gør det langt bedre, end vi gjorde back then i det tidligere beskrevne, idylliserede woodstock-scenarie).
Der er imidlertid ikke perspektiv i en ´maskinstormertilgang´ eller i at vende ryggen til den teknologiske udvikling indenfor sundheds- og ældreområdet, når den rent faktisk rummer potentialer. I beruselsen over og forventningerne til teknologierne skal man ´bare´ huske det helt centrale, at vi ikke ved hvor gode eller dårlige de enkelte, konkrete teknologier i virkeligheden er, fordi langt de fleste ikke har gennemgået en systematisk, tilbundsgående, videnskabelig(t refererende) og sammenlignelig 360-graders evaluering [8]. Teknologibegejstringen og udviklingen løber afsted med os, i stedet for at nogen arbejder målrettet med at få greb i og begreb om sagen. Eksempelvis gav en seriøs og flot anlagt konference om velfærdsrobotter i foråret 2023 scene og taletid til sælgere af to robotter der – efter sælgernes egne udsagn – var fantastiske nyopfindelser til personer med nedsat førlighed. Som ´gammel ræv´ med beskedne 40 års praksiserfaringer og efteruddannelseskompetencer indenfor netop dette felt, kunne jeg ikke se fligen af disse fortræffeligheder. At også en masse gæster ved en efterfølgende messe udviste samme nysgerrighed på og tiltro til robotterne, er blot to sider af samme sag: teknologibegejstringen (for)fører gud og hvermand.
Første skridt i en anden, bedre og tryggere retning kunne være at (velfærdsteknologi)fagpersoner i kommunerne udarbejdede en lang række af de ovenfor omtalte 360-graders evalueringer af robotter og teknologier. Der er selvfølgelig mange overvejelser at gøre ift. hvordan sådanne systematiske evalueringer kommer op at stå og får ben at gå på. I vores tænketank TeknoEtik har vi et bud på både udformning og indhold af en evalueringsmodel, kaldet TeknologiEvalueringsModellen (TEM) [9] – og på hvordan uddannelse og certificering af fagpersoner i brugen af modellen kan tilrettelægges og afvikles.
I forlængelse heraf er det oplagt at samle de udarbejdede TEM-evalueringer på et nationalt bibliotek. Med adgang til bibliotekets evalueringer kan hver af kommunerne på et bredere og langt mere kvalificeret grundlag prioritere, hvilke teknologier de fremadrettet vil arbejde med: måske teknologier der scorer højt på driftssikkerhed og modenhed, på borgerens selvhjulpenhed, de pårørendes livskvalitet, medarbejdernes arbejdsmiljø, økonomi og lovmedholdelighed og/ eller andet.
Et skridt kunne også være at KL havde en mere synlig rolle og ageren ift. digitalisering indenfor sundheds- og ældreområdet. KL udgav i 2020 en (tynd!) statusrapport over kommunernes anvendelse af velfærdsteknologier [10], desuden i september 2023 en caseanalyse med spot på 10 teknologier, som man i samarbejde med Deloitte havde fundet frem til, frigjorde tid og ressourcer i kommunerne [11] (denne analyse kan der siges og menes meget om, hvilket dog falder uden for denne tekst). Men hvorfor anbefaler KL alene velfærdsteknologier med diskutabel evidens? KL kunne alternativt italesætte velfærdsteknologi som et (undertiden faktisk genialt) supplement til menneskeligt nærvær, kvalitet i kontakten og varme hænder. Og samtidig understrege, at teknologi ikke må efterlade sårbare mennesker alene. KL kunne også i højere grad netværke og guide kommunale velfærdsteknologikonsulenter og -tiltag, samt koordinere og facilitere udarbejdelse, formidling og anvendelse af mere valide evalueringer. På den måde ville landsforeningen blive en mere synlig aktør, der støtter kommunerne i at høste flere og bedre udbytter af samfundets millioninvesteringer i robotter, digitalisering og dusinvis af (velfærdsteknologi)medarbejder-årsværk.
Politikernes, Robusthedskommissionens, mediernes og andre (samfunds)aktørers ukritiske beundring og næsegruse fascination af accelereret digitalisering indenfor sundheds- og ældreområdet efterlader både borgere, medarbejdere, teknologierne og økonomien på perronen. Hvorfor ikke lige stoppe op, trække vejret og evaluere og eftertænke teknologiernes faktuelle værdi og deres menneskelige konsekvenser, inden storskala-implementeringen buldrer løs?
Med mere viden om teknologierne og digitaliseringen kunne kommunerne også tilrettelægge servicen til borgerne, så de selv kan vælge mellem – eller kombinere – kolde apparater og varme hænder. Hvilket åbner op for, at borgeren i højere grad føler sig mødt, hørt, set, forstået, imødekommet og hjulpet. Måske endda med udsigt til også lidt woodstock´ske oplevelser og ´oplivelser´…?
[1] https://www.borgerforslag.dk/se-og-stoet-forslag/?Id=FT-14408
[2] Se TeknoEtiks essays om digitalisering og demokrati (her på sitet)
[3] Se Robusthedskommissionens anbefalinger | Indenrigs- og Sundhedsministeriet (sum.dk)
[4] Tallene er fra https://www.fysio.dk/kurser–uddannelse/karriere-og-uddannelse/videreuddannelse#ph.d.-uddannelse
[5] Se interview med Danske Fysioterapeuters formand Jeanette Præstegaard om et udvidet evidensbegreb: https://www.fysio.dk/om-os/regioner/region-hovedstaden/nyheder/Evidens-er-mere-end-naturvidenskab
[6] PAROsælen blev introduceret i Danmark af Teknologisk Institut https://www.teknologisk.dk/projekter/paro/24936
[7] Eksempelvis afprøvede ABT-fonden en række velfærdsteknologier: ABT-fondens projekter (fm.dk)
[8] Undtaget enkeltstående teknologier, som der tidligere er udarbejdet offentligt finansierede, systematiske og strukturerede evalueringer på, eksempelvis omhandlende sensorgulve på plejehjem sensorgulve-i-plejehjem-teknologisk-institut.pdf (kl.dk) og elektroniske medicindoseringssystemer https://www.teknologisk.dk/ydelser/teknologi-til-medicinhaandtering-kan-give-mere-tid-til-pleje/38135
[9] TeknoEtiks TeknologiEvalueringsModel (TEM) for velfærdsteknologi, systemer og services omfatter 40 evalueringsområder visualiseret som en blomst med kronblade og et frøanlæg i midten, refererende til fem kategorier: a) hvordan teknologien fungerer teknisk/teknologisk b) teknologiens betydning for samfundet/organisationen c) betydning for individet/borgerne d) teknologiens økonomiske og juridiske aspekter e) teknologiens etiske aspekter. Modellen er en videreudvikling af Teknologisk Instituts VelfærdsTeknologiVurdering® (VTV) https://www.teknologisk.dk/ydelser/vtv-velfaerdsteknologivurdering/32944
[10] statusrapport-2020.pdf (kl.dk)
[11] Caseanalyse: 10 tidsbesparende teknologier med dokumenteret effekt (kl.dk)