Et interview med den tyske medieforsker Ralf Lankau
Tænketanken TeknoEtik indbyder – sammen med Gymnasielærernes Forening (GL), Dansk Magisterforening (DM) og Teknoantropologi ved Aalborg Universitet til en heldagskonference om digitalisering i undervisningen den 20.oktober 2020. Et emne, der kun er blevet endnu mere aktuelt med Corona-nedlukningerne i foråret.
Nedenstående interview er en del af vores opvarmning til konferencen. Det tager afsæt i en politisk aftale om ”den digitale skole”, som blev vedtaget i det tyske Forbundsråd 15.marts 2019 og trådte i kraft et par måneder senere. [1] Ifølge aftalen skal der over et tidsrum på fem år i alt investeres 5,5 mia. euro i den digitale oprustning af de alment dannende skoler.
For pædagogen, medieforskeren og forfatteren Rolf Lankau fra universitetet i Offenburg har projektet en neoliberal hovedretning – med et mål om privatisering og kommercialisering af skolevæsenet og med en forberedelse af børnene til at blive små ’funktionsaber’.
Interview ved Ralf Wurzbacher. Oversat af Niels Frølich med tilladelse fra tidsskriftet NachDenkSeiten
Der findes et ’Forum for Uddannelse og Digitalisering’ [2], som bl.a. støttes af Bertelsmann-fonden, Deutsche Telekoms fond, Robert Bosch-fonden og Dieter Schwarz-fonden. På sin hjemmeside erklærer denne ”almennyttige forening”, at digitalisering af uddannelserne ”tilbyder en mangfoldighed af merværdi for både undervisning og læring. Den kan gøre vort uddannelsessystem bedre, den kan bidrage positivt til lighed i uddannelserne og til et inkluderende samfund, hvor hver enkelt bedre kan udfolde sit individuelle potentiale.” Det lyder jo helt anderledes end det, De, professor Lankau, forventer af den såkaldte DigitalPakt Schule, som forbundsdagen og forbundslandene har vedtaget. De forventer en ”dehumanisering af skolerne”. Hvad mener De med det?
RL: Citatet, som De lige har læst for mig, indeholder jo næsten hele den regn fraser, som IT-erhvervet og dets lobbyister i over tredive år har smidt omkring sig med. Det er de sædvanlige standardudsagn, der siden 1984 – siden indførelsen af PCer i skolerne – gentages som et mantra. Kun den angiveligt ”moderne og for undervisningen absolut nødvendige” teknik ændrer sig: Fra PC til laptops, i dag tablets, derefter bliver det virtual-reality-briller, som allerede nu udvikles til skolebrug. Og hele tiden påstås de nyeste apparater at være tvingende nødvendige for moderne undervisning. De hævdes at forøge skoleelevernes motivation og uddannelsens resultater. Det er ét vedvarende déjà-vu.
Så lad os begynde helt forfra. Hvilken værdi har PC’en bibragt eller ikke bibragt undervisningen, som en tablet skal gøre endnu bedre?
RL: Spørgsmålet bør stilles anderledes: Hvem udover hard- og softwareudbyderne har indførelsen af PC i skolerne tilført nogen værdi? IT-serviceudbyderne har konfigureret apparaterne og netværkene, hvis ikke en lærer har gjort det ”ved siden af”. Det er endda lykkedes for Microsoft at opnå, at skoleeleverne i adskillige skoler bliver oplært i Office-programmerne. Men hvad tablets i dag skulle kunne gøre bedre, er mig en ægte gåde. De er jo ikke seriøse værktøjer som en laptop eller en PC, som man konfigurerer efter egne behov med passende hard- og software. Ud fra det tekniske koncept og betjeningsfilosofien er tablets underholdningselektronik for voksne, som Apples grundlægger Steve Jobs engang formulerede det. De er udviklet for, at man ”hurtigt kan informere sig online” eller kan lade sig bedøve ved hjælp af videoer, serier og spil. Man kan ikke arbejde meningsfuldt med dem. Arbejdsfladen er alt for begrænset og at arbejde med dem er ikke ergonomisk, hverken på et bord eller på skødet. Der mangler inputredskaber som tastatur, mus eller joystick. Det er derfor meningsfuldt at skille medieforbrug og underholdning fra arbejde ved også at benytte apparater, der passer til formålet. Det burde også være konceptet i skolerne.
Det lyder, som om De i det mindste kunne se noget godt ved brugen af PC eller laptops i undervisningen …
RL: Det er klart, at den digitale teknik er et kraftigt og hjælpsomt værktøj, når man ved, hvad man stiller op med den og indretter sit miljø, så man selv har kontrollen med data og anvendelser. Derfor er jeg også fortaler for, at alle lærerstuderende får intensiv undervisning i brugen af alle mulige undervisningsmidler, analoge såvel som digitale. Kun på den måde kan de selv afgøre, i hvilken sammenhæng tavlen eller skriftligt materiale er meningsfuld i deres undervisning, og hvornår og lige præcis til hvilket formål en app eller øvelse på PC skal bruges. Præmissen er hele tiden: Lærerne bestemmer mediet. Det kan hverken en rektor eller en uddannelsesminister blande sig i. Dette er i øvrigt forankret i grundloven i form af metodefrihed for uddannelse og læring.
Og De tror, at man vil omgå denne grundtanke med indførelsen af den nye DigitalPakt, som ønsker at plastre alle skoler til med IT-teknologi?
RL: Grundspørgsmålet for alt pædagogisk arbejde er: Hvad præcis skal der læres og forstås? De ledsagende spørgsmål er: I hvilken skoleform underviser jeg, på hvilket alderstrin og i hvilket fag? Hvad er mit konkrete fagindhold, og hvordan kan medier hjælpe mig? Det vil sige: Vi må tænke brugen af medier ud fra uddannelsens mål og det konkrete, sociale miljø, ikke ud fra den eksisterende medieteknik, sådan som f.eks. Tysklands undervisningsministerium gjorde i 2016, hvor man udbredte sloganet: ”En gange en og ABC – nu bare med PC.” Så naivt tekniktilbedende og imod enhver pædagogisk sagkundskab argumenterer ikke engang brancheforeningen Bitkom, der har det klart formulerede mål, at eksponere børn for IT så tidligt som muligt.
Derfor er svaret: Forudsat eleverne har en livsalder, der passer til den krævede logiske og tekniske forståelse, kan bestemte anvendelser af PC eller laptops i gruppearbejde eller i selvlæringsperioder tages i brug som supplement til undervisning, hvor læreren er fysisk tilstede. Dog skal endnu en betingelse være opfyldt: Ingen elevdata må lagres og omdannes til læringsprofiler. Desværre er indsamlingen af personhenførbare data netop den nødvendige betingelse for den ”individualiserede” læring, De henviste til i Deres første spørgsmål. Et softwareprogram kan kun beregne individuelle tilbud, hvis der kan indsamles personlige data og systemet ved, hvem der sidder foran skærmen. Dermed viser det sig, at hele pseudodiskussionen om den angiveligt nødvendige digitalisering, hvis undervisningen skal være up-to-date, er en afledningsmanøvre: Det egentlige mål er at indsamle elevdata til brug for det, der med en eufemisme kaldes ”datastøttet skoleudvikling”, men i sin kerne er Big Data for skoler.
Dermed ankommer vi til det, De kalder afhumanisering?
RL: Ja. Vi kan i alle uddannelsesinstitutioner iagttage et paradigmeskifte fra det pædagogiske og menneskeorienterede – og netop ikke målbare – arbejde til en detaljeret præstationsmåling og fiksering på nøgletal. Bag dette ligger neoliberale koncepter, der ikke blot vil privatisere og kommercialisere samfundsinstitutioner som skoler, sygehuse, plejehjem, men også strukturere dem efter abstrakte nøgletal. Begreberne for dette er uddannelsesstyring og kvalitetsmanagement eller Total Quality Management. Metoderne overtages fra produktionsindustrien. Resultatet er, at samfundsinstitutionerne indrettes efter virksomhedsøkonomiske principper.
Det lyder konspiratorisk, og i hvert fald siges den slags ikke offentligt. Ville De sige, at der bagved ligger en politisk vilje, en konkret plan, der drives frem af regeringen og partierne?
RL: Absolut. Lad os som eksempel tage skolepolitikken i Baden-Württemberg. Dette forbundsland lå ved den sidste præstationsmåling for skolerne (foretaget af Institut for Kvalitetsudvikling i Undervisningsvæsenet) forfærdeligt dårligt i grundskolefagene tysk og matematik. Fra de forreste pladser var det rutchet ned i midterfeltet. Hvad vil regeringen gøre ved det? Den vil gå bort fra konceptet ”Skriv efter gehør”, indføre centralt styret klassearbejde og etablere en klart vejledt undervisning – alt sammen fornuftige tiltag.
Men det er også et krav, at der finder en overgang sted fra den pædagogiske til den ”datastøttede” skole, og i den forbindelse er der oprettet to særlige, nye institutter: ”Center for Skolekvalitet og Læreruddannelse” og ”Institut for Uddannelsesanalyser”. Deres opgave er den såkaldte uddannelsesmonitorering. Til det formål skal der indenfor rammerne af regelmæssige niveauvurderinger og sammenligninger af skolernes præstationer indsamles flest mulige data. Man er altså ved at opbygge en regelret testindustri – en dataindsamlingsinfrastruktur baseret på en målrettet anvendelse af digitale apparater med permanente feedbackkanaler for brugerdata. Det overordnede mål er den standardiserede ”produktion” af uddannelsesydelser, der kan efterprøves, og det kybernetiske ”måle-styre-regulere”-paradigme, dvs. et koncept der blev udformet allerede i 1960erne og 70erne som kybernetisk pædagogik.
Med den forskel at det dengang endnu var science-fiction …
RL: ”Fremtiden” er i fuld gang. Hamburg indførte allerede for syv år siden sine egne, årlige prøver, der er udviklet af Institut for Uddannelsesmonitorering og Kvalitetsudvikling. Resultaterne sendes videre til skoleledelser, faglærere, vejledere, klasselærere, skolebestyrelser, forældre og elever. På basis af disse data skal der udvikles koncepter og metoder til forbedring af uddannelsesniveauet, som så efter tolv måneder igen skal afprøves ved tests. Hamburgs skolesenator, Ties Rabe, taler om ”princippet om den venligtsindede belejring”. Andre kendetegn for denne virksomhedsgørelse er styrkelse af skoleledelserne, absurde præstationsaftaler, der som basis har vilkårlige parametre såsom antallet af elever, rekruttering af ”pædagogisk personale” (i stedet for lærere), og i sidste instans som overordnet mål har kontrol og styring af dem, der underviser og dem, der modtager undervisning.
Hvad betyder det for skolen som institution, hvis man virkelig slår ind på denne vej? For dem, der underviser og for dem, der modtager undervisning? For pædagogikken?
RL: Ét må stå klart: Skoler, der styres efter nøgletal, ændrer karakter og selvforståelse. De arbejder henimod prøveresultater ligesom børsnoterede firmaer arbejder henimod kvartalstallene. Man opretter et nøgletallenes regime ved hjælp af permanent kontrol, detaljerede prøver, rangordninger, absurde konkurrencer og opløsning af solidariteten mellem kolleger og mellem eleverne indbyrdes. Når man indretter samfundsinstitutioner efter kvalitetsstyringens kriterier, ødelægger man samtidig disse institutioners sociale indhold. Men det er netop de neoliberale koncepters ”skjulte dagsorden”. Individer, der er socialt isoleret og konstant konkurrerer med hinanden, solidariserer sig ikke med hinanden og er derfor lettere at manipulere og styre.
Hvor bliver pædagogen af i alt dette?
RL: Uddannelsesforskeren Sigrid Hartong fra Hamburgs Helmut Schmidt-universitet har belyst udviklingen kritisk under overskriften ”Vi har brug for data, endnu flere data, bedre data”. Hun henviser bl.a. til, at der opstår nye arbejdspladser for testledere; for kvalitetsledere, der skal standardisere prøver; for datastewards, der overvåger datainputtenes objektivitet; for eksperter i fejlmanagement. Ressourcerne strømmer allerede nu til disse områder i stedet for til arbejdspladser til nye lærere, socialarbejdere eller skolepsykologer. Dermed sakker det pædagogiske arbejde i klasseværelset naturligvis endnu mere bagud.
Tilbage til DigitalPakt Schule, der trådte i kraft i maj 2019. Hævder De, at det egentlige formål med projektet er en måling – og i forlængelse heraf – en vurdering af børn med henblik på deres ”employability”, dvs. deres nytte for arbejdsmarkedet?
RL: Det drejer sig om to aspekter. Det ene er den voksende amerikanisering af uddannelsesstrukturen, dvs. privatisering og kommercialisering. For den del står begrebet ”uddannelsesmarked”, der ændres og indrettes efter de neoliberale og markedsradikale parametre. Det andet er ”tilretning af humankapitalen” med validerede kompetencer ifølge humankapitalteorien, som f.eks. hos Gary Becker[3], ifølge hvilken uddannelse blot er en ressource, der kan planlægges efter en cost-benefit-beregning. Ifølge denne logik er mennesket kun relevant på grund af sin arbejdskraft og præstation, ikke som person. Og det gælder som ved alle produktionsparametre, at man har brug for mest muligt nøjagtige oplysninger om præstations- og belastningsevne, om eksisterende kompetencer og om kompetencer, der kan læres henad vejen. Men også oplysninger om psykometriske aspekter som frustrationstolerance eller stressresistens. Derfor afprøves ved disse tests ikke blot bestemte færdigheder, men også personlighedsaspekter til og med måling af følelser. Det lyder absurd og er umenneskeligt, men kan læses hos Bill Gates: ”I fremtiden vil vi behandle brugere som computere: Begge kan programmeres.”
Også børn?
RL: Man må konsekvent tænke det til ende i den sammenhæng, hvori børnehaver, skoler og universiteter indgår. Børn og unge programmeres som maskiner, og programmørerne ellers deres opdragsgivere beslutter, hvad de skal lære. Det har ganske enkelt intet at gøre med forestillingen om en alment dannende skole, der forfølger det mål at hjælpe unge mennesker til selvstændighed og til at tage ansvar for sig selv, at gøre dem nysgerrige og videbegærlige, så de også af egen drift beskæftiger sig med forskellige emner. Man behøver blot tænke på børnene, når de sidder koncentreret ved deres tablets og med fuld opmærksomhed gør lige det, som appsene siger de skal, for at forstå, at den såkaldte ”digitalisering af skole og undervisning” helt sikkert ikke er det, som forældre og pædagoger ønsker. For de ønsker ikke, at deres barn bliver til en lille funktionsabe i en digital snor – et udtryk lånt fra Eva Hellers[4] begreb ”lille konsumabe”, der styres af reklamerne efter reklamepsykologiens præmisser.
Det falder svært at forestille sig, at politikerne og de regerende som f.eks. tidligere uddannelsesminister Johanna Wanka[5], der var ophavskvinde til DigitalPakt Schule, skulle pønse på den slags planer. Hvem trækker i trådene? Hvem har fordel af det?
RL: Hvem der profiterer af det, kan man læse på nettet: Repræsentanterne for den globale uddannelsesindustri, der udbreder sine produkter og tjenesteydelser på de verdensomspændende uddannelsesmarkeder, og som gennem sine lobbyorganisationer og tænketanke målrettet øver politisk indflydelse. For eksempel fastslår Bertelsmann om sig selv: „Indenfor [firmaets] vækststrategi har uddannelsessegmentet fået (…) en særlig betydning. I de kommende år vil dette segment – ved siden af klassiske områder som medier og tjenesteydelser – blive udbygget til den tredje bærende søjle i en international og vækstorienteret koncernportefølje.” Det hedder yderligere, at ”uddannelse også online vil kunne leveres i god kvalitet”, læs som produkt, der mod betaling leveres til forbrugere, der er præparerede dertil. Men uddannelse er aldrig et produkt, derimod altid et resultat af individuelle dannelsesprocesser. For udbyderne handler det derimod om markeder, ikke om mennesker.
Men politikerne er vel ikke tvunget til at hoppe på IT-branchens propagandalimpind?
RL: Men de gør det alligevel. Når det gælder fru Wanka, som er doktor i matematik, professor og tidligere universitetsrektor, forudsætter jeg, at hun kender strukturerne og har støttet dem aktivt, herunder samspillet mellem IT- og erhvervsorganisationerne og det politiske niveau. Og ét må med sikkerhed have stået hende klart: Hvis man vil gøre politisk karriere, må man være for digitaliseringen, uanset dens faktiske nytte.
Eller lad os tage den grønne ministerpræsident[6], der siden sin pilgrimsrejse til Silicon Valley har sunget det digitales højsang, selvom han som tidligere gymnasielærer burde vide bedre. Nu læser man om Baden-Württembergs digitaliseringsoffensiv på uddannelsesområdet, at man for ”alle livsaldre må have svar på digitaliseringens spørgsmål – fra de helt små over skoleeleverne, de studerende og deres lærere, til lærlingene og seniorerne”. Der findes tilsyneladende digitale løsninger for hver livsalder og for alle tænkelige opgaver. Det er absurd teater.
Hvem styrer, og hvordan foregår det?
RL: Mønstret er altid det samme: Såkaldt almennyttige fonde som Bertelsmans, Telekoms eller Vodafones offentliggør undersøgelser, der påviser et behov for handling og derved fremkalder et politisk pres. De, der nyder godt af eksempelvis DigitalPakt Schule, er koncerner som Telekom, der indretter WLAN for skolerne eller Bertelsmann AG, der leverer de passende læremidler.
Hvem der bestemmer i Berlin, blev synligt i november 2018, hvor forbundsregeringen afholdt sin digitale eksamen på Hasso Plattner-Instituttet for Digital Engineering– af alle steder. Altså på en afdeling af Potsdam Universitet finansieret af SAP’s medstifter, Hasso Plattner[7]. Hvem der holder trådene, og hvem der lader sig føre af disse tråde, hvem der officielt tilskynder til noget, og hvem der i baggrunden iværksætter en tilskyndelse – af hvilken grund og frem for alt til nytte for hvem – er et åbent spørgsmål. Og alt efter, hvordan svaret falder ud, får man hurtigt kontakt med de respektive interessenters juridiske afdelinger. Det har jeg selv oplevet.
Mange børnelæger, pædagoger, hjerneforskere og læringspsykologer betvivler de digitale mediers egnethed som lærings- og uddannelsesværktøj eller advarer endog mod alvorlige følger for barnets udvikling. Så spørger man jo sig selv, hvilke argumenter forkæmperne for digitaliseringen kan opbyde. Findes der seriøse undersøgelser, der afkræfter kritikernes betænkeligheder?
RL: Praktisk taget samtlige undersøgelser over emnet kommer til den konklusion, at der ikke kan påvises nogen merværdi af brugen af IT i undervisningen i forhold til analoge indlæringsformer. Allerede den newzealandske pædagog John Hatties berømte metaanalyse ”Visible Learning” viste, at computere og software i skolen ikke tilfører noget. En PISA-specialevaluering af OECDs undersøgelse ”Students, Computers and Learning” viste, at investeringer i IT-udstyr ikke resulterer i nævneværdige forbedringer af elevpræstationerne, hverken hvad angår læsekompetence, matematik eller naturvidenskaber. Selv i Telekoms undersøgelse ”Schule digital” står der: ”Den forstærkede brug af digitale medier fører åbenbart ikke i sig selv til bedre elevpræstationer. Det kommer langt mere an på læreren.”
Andreas Schleicher, OECDs direktør for uddannelse, formulerede det engang således: ”Vi må anse det for en realitet, at teknologi i vore skoler gør mere skade end nytte.” I samme retning går børne- og ungdomslægernes sammenslutnings BLIKK-undersøgelse[8]. Og det samme gør den amerikanske psykolog Jean Twenges metastudier. Hun mener, at børn aldrig har været mere ulykkelige end i dag, mens sociologen Sherry Turkle konstaterer, at digital teknik gør os mere og mere ensomme.
Hvordan kan det gå til, at alt dette forbliver totalt underbelyst i offentligheden?
RL: Hvis noget af det engang imellem trænger igennem, stemples ophavsmændene som alarmister, teknikforagtere eller bagstræbere. I Tyskland har psykiateren Manfred Spitzer sammenfattet de eksisterende undersøgelser, og hans resultater er senest offentliggjort i bøgerne ”Cyberkrank” og ”Smartphone-Epidemie”. Han angribes massivt og bliver også personligt hængt ud. Men modstanderne skulle i det mindste sætte sig ind i de undersøgelser, han henviser til. Der er eksempelvis belæg for hæmmet sprogudvikling, øget ensomhed og social isolation, tab af evnen til empati, opmærksomhedsforstyrrelser, målrettet misbrugsadfærd, stress, hovedpine, søvnforstyrrelser. Hvis mor konstant hænger i smartphonen, tilføjes i den tidlige barndom tilknytningsforstyrrelser til listen. Hertil kommer yderligere fænomener som cybermobning, cybergrooming eller sexting, dvs. angreb på unge menneskers personlighedsintegritet, angreb der på nettet har en ganske anden rækkevidde end i det virkelige liv, og som forfølger de ramte livet igennem, fordi internettet ikke glemmer.
Det er ligesom i sin tid tobaksindustriens kampagner. Det, der sælges, er ”smagen af frihed og eventyr”, dvs. en livsfølelse, mens kendsgerningerne og de kendte følger benægtes. Det var på den måde, Philip Morris & Co. i fyrre år kunne indkassere milliardgevinster, før tobaksreklamer endelig blev forbudt. Reklameindustrien arbejder også i dag, selvom det ikke længere er for tobaks-, men for digital- og telekommunikationsindustrien.
Hvor er egentlig de højt besungne pædagogiske koncepter blevet af, der skulle ledsage brugen af digitale medier i undervisningen? Koncepter, som uddannelsesorganisationer og fagforeninger mener vil sikre en ansvarlig og fornuftig brug af de digitale medier til gavn for eleverne?
RL: Tjah, efter næsten fyrre års brug af IT i skolerne leder man stadigvæk efter dem, og de må nu udvikles fra scratch for at man kan deltage i DigitalPakt’en. Det betyder konkret: Der er penge til hardware, infrastruktur og IT-ydelser, men ingen koncepter. Og det demonstrerer endnu engang, hvor prioriteringerne ligger. Hvis man virkelig ville støtte skolerne, ville man gå anderledes frem. Tysklands uddannelsesinstitutioner er massivt underfinansierede, eksperter anslår at investeringsbehovet er på 35 milliarder euro. Der hersker en voldsom lærermangel, der blot vil blive værre.
Endelig må skolerne udrustes bedre, men ikke i retning af tvangsdigitalisering via bestikkelser. Hvorfor overlader man det ikke til de lokale skoler at beslutte, hvad de bruger penge på? Det ville i så fald ikke nødvendigvis være til WLAN-routere og tablets, men til bøger, sportsudstyr eller musikinstrumenter, alt sammen ting, der kan bruges mange gange mere bæredygtigt end de digitale apparater, som man efter to år er nødt til at skaffe sig af med (mod betaling) som elektronisk affald.
Fortalerne for den digitale skole henviser gerne til forbilleder i udlandet, for eksempel stater som Holland, Australien og Singapore. Hvad ved De om disse tilfælde?
RL: Der laves stort ståhej omkring enkelte flagskibe, men skolesystemerne kan ikke rigtig sammenlignes, eller de bygger på forskellige traditioner. Eksempelvis står præstationstanken forrest i mange asiatiske lande. Skolerne dér er snarere ekserceranstalter end livsrum: de har heldagsskole, ekstra hjælpeundervisning og et enormt pres på børnene fra helt små. Er det det, vi vil?
I Holland oprettede en foretagsom forretningsmand Steve Jobs-skoler og solgte iPads, servere og softwarelicenser i klassevis. Eleverne overlod man med al den teknik mere eller mindre til sig selv. Disse skoler blev lukket i 2018, fordi minimumskravet til ottende klasses præstationer ikke blev nået. I Australien blev hele klasser i 1990erne udstyret med særligt konfigurerede laptops, som man også kunne bruge hjemme, men kun til skoleformål. Opfindsomme børn hackede dem, spillede computerspil og brugte dem til andre formål på nettet. Så blev laptoppene samlet sammen igen.
I Sydkorea har praktisk taget alle børn og unge en smartphone, og 95 procent er nærsynede. I mellemtiden er der blevet indført lovgivning til beskyttelse af børn og unge mod overdreven brug af medier, og også i skolerne er man nu vendt tilbage til analoge læringsformer. Hvis man overhovedet hører om den slags hos os, sker det altid med den bemærkning, at vi må gøre det endnu bedre i Tyskland. Men det bedste ville være at lade det være, som det er.
Det er det nok for sent til …
RL: Man ved jo aldrig. De hollandske Steve Jobs-skoler gjorde sig jo også umulige på få år, og nu samler alle deres IT-apparater på en eller anden måde støv i et hjørne. Men selvfølgelig er situationen alvorlig. New York Times bragte for et halvt år siden et indlæg med titlen ”The Gap Between Rich and Poor Kids”. Ifølge det vil de rige forbyde billedskærme i de private skoler, mens der på den anden side findes statslige digitalbørnehaver. Stadig flere børn fra fattige og middelklassefamilier bliver ifølge artiklen opdraget ved en billedskærm. Derimod tyer Silicon Valleys elite til trælegetøj og til den luksus som den menneskelige interaktion udgør. Google, Apple og Facebook ved altså ganske nøje, hvad de selv afstedkommer.
Ser fremtiden sådan ud? Skal forældrenes status bestemme om børn undervises af mennesker eller algoritmer? Dermed er vi igen tilbage ved afhumaniseringen, denne gang ikke længere som fiktion, men som realitet, først i USA og som eksercitsvariant i dele af Asien. Tyskland er endnu ikke nået helt så vidt, men hvis IT-organisationerne og industrilobbyisterne bestemmer over investeringerne i skolerne, bliver disse scenarier også virkelighed hos os. Chris Anderson, tidligere chefredaktør på tidsskriftet Wired har formuleret processen meget træffende i New York Times: ”Teknologi er et kæmpemæssigt, socialt eksperiment med børn.”
Ralf Lankau, født 1961, er professor i mediedesign og medieteori ved universitetet i Offenburg. Han forsker i eksperimentel medieproduktion indenfor kunst, læring og videnskab og skriver om design, kommunikationsvidenskab og (medie-)pædagogik. Lankau leder projektet ”futur iii – digitalteknik mellem løftet om frihed og den totale overvågning” [www.futur-iii.de] og er medinitiativtager til ”Forbundet for menneskelig dannelse” [www.aufwach-s-en.de]. Af Lankau udkom på forlaget Belz i 2017: Intet mennesker lærer digitalt: Om den fornuftige brug af nye medier i undervisningen [9] og for et år siden sammen med Paula Bleckmann: Digitale medier og undervisning: En kontrovers [10].
[1] På tysk „DigitalPakt Schule“. En aftale fra 2019 om digitalisering af de almentdannende tyske skoler.
[2] ”Forum Bildung Digitalisierung” – https://www.forumbd.de/
[3] Gary Becker (1930-2014), amerikansk økonom, modtager af Nobelprisen i økonomi 1992. Hyldet blandt fagfæller for at inddrage sociologiske faktorer i økonomisk teori. En af de første, der satte fokus på begrebet ”humankapital” [red.]
[4] Eva Heller (1948-2008), tysk romanforfatter og samfundsforsker [red.]
[5] Johanna Wanka (CDU), 2013-2018 forsknings- og uddannelsesminister i forbundsrepublikken [red.].
[6] Winfried Kretschmann (Die Grünen), siden marts 2016 ministerpræsident i den sydvestlige delstat Baden-Württemberg [red.].
[7] Hasso Plattner (f. 1944) er en tysk milliardær, medstifter af software-virksomheden SAP SE.
[8] „BLIKK“ (Bewältigung, Lernverhalten, Intelligenz und Krankheiten von Kindern und Jugendlichen beim Umgang mit elektronischen Medien. Projektet blev oprettet i marts 2016, afsluttet og offentliggjort i 2017. – https://www.bundesgesundheitsministerium.de/fileadmin/Dateien/5_Publikationen/Praevention/Berichte/Kurzbericht_BLIKK_Medien.pdf [red.]
[9] ”Kein Mensch lernt digital: Über den sinnvollen Einsatz neuer Medien im Unterricht“
[10] ”Digitale Medien und Unterricht. Eine Kontroverse“