Do I really see what’s in her mind
Each time I think I’m close to knowing
She keeps on growing
Slipping through my fingers all the time
For 12 år siden fik jeg en datter, og siden da har ABBA-sangen ramt mig i hjertekulen med stadigt større kraft. At skulle slippe sine børn er et vilkår for forældre, men jeg synes alligevel, at jeg er oppe imod hårdere odds, end da Agnetha sang stroferne tilbage i 1981.
I mellemtiden er mobilen kommet til, og jeg oplever en stigende bekymring for, at min datter forsvinder ind i et univers, som ikke er særlig sundt for hende og som også vil franarre hende et liv med mange af de oplevelser, som gør det værd at leve
Jeg har aldrig været fan af mobiler. Da de første kolosser indfandt sig på markedet, var jeg irriteret over at få et ufrivilligt indblik i folks private sager, når de snakkede i telefon i toget. ”Nej, mor, har du nu igen drukket for meget,” som jeg på et tidspunkt overhørte en pige sige i en fyldt, men ellers ret stille togkupé.
Jeg var heller ikke specielt begejstret, da jeg selv fik et eksemplar i fødselsdagsgave, men mine forældre og søsters begrundelse var, at det nu blev nemmere at få fat i mig. Og jeg konstaterede (måske lidt mindre abstrakt den gang), at vi havde sluppet kravet om at være til stede i samme rum. Til gengæld var vi begyndt at forvente, at vi var til stede i tid. Hele tiden.
I mellemtiden er jeg desværre også blevet en af dem, der snakker privat i toget og andre offentlige steder, uden at det bekymrer mig, selvom det så afgjort burde.
Til gengæld er jeg blevet endnu mere bevidst om den tidsrøver, en telefon kan være, så i dag sætter jeg bevidst mobilen på pause og laver kun én ting ad gangen. Jeg kan alligevel ikke høre en lydbog samtidig med, at jeg læser og besvarer mails. I hvert fald ikke uden at gøre begge dele halvdårligt. Nu bruger jeg de daglige togture til at kigge ud i luften. Et brusebad for sjælen og det overraskende er, hvor mange sammenhængende tanker og indsigter, der kommer til mig, når hovedet får ro. Det er på ingen måde et tidsspilde.
Jeg var i 20’erne, da jeg fik min første mobil. En solid Ericsson der bare kunne ringe og sende sms, og jeg tror, at jeg havde den i 10 år, for den gik aldrig i stykker, selvom jeg tabte den utallige gange. Med den bagage er det lettere for mig at aflære de dårlige vaner og illusionen om, at jeg kan multitaske. Min egen datter var 7 år, da hun trods mine voldsomme protester fik en iPhone. Allerede dengang havde jeg læst utallige forskningsbaserede artikler om mobilernes skadelige virkning på børn, så min bekymring var yderst velbegrundet, og den er kun blevet bekræftet.
I sommerferien tog vi for eksempel på højskole, hvor min datter brugte størstedelen af tiden med næsen ned i mobilen. Jævnaldrende, der gerne ville lege og snakke, ignorerede hun, mens hun flittigt vedligeholdt kontakten med veninderne derhjemme. Teater, foredrag, fællessang, musik, bål, dans og leg – alt blev ignoreret, mens Snapchat og Roblox tog tiden.
Som mor ser jeg det ikke kun som min forpligtelse at sende min datter godt i vej, så hun kan klare sig selv. Den sande frihed ligger i at kunne forsørge sig selv, så man ikke er afhængig af en partners indtægt. Men det er også vigtigt for mig, at min datter forstår, at der er en verden uden for Verona. At der eksisterer noget andet udenfor den lille verden, hvor vi orienterer os, spejler os og indgår alliancer. Og dette handler ikke kun om at få en guldkant på livet ved at forstå hvor stort det er. Det handler også om at forstå, at alt har en historie, der har betydning for, hvor vi er i dag.
Jeg er voldsomt bekymret for, hvor verden er på vej hen. At en elite systematisk er ved at afvikle vores demokrati, så de kan sikre sig de få ressourcer, der bliver tilbage, når ændringerne i vores klima for alvor sætter ind. Når vandstandene stiger, høstudbyttet bliver mindre og flygtningestrømmene vokser i et omfang vi endnu ikke kan forestille os.
Bøgerne 1984 og Fagre Nye Verden er begge fremtidsdystopier, der handler om forskellige måder at kvæle den frie tanke på. I 1984 via kontrol og frygt. I Fagre Nye Verden via hedonisme og forbrug. Men er vi egentlig ikke i gang med begge dele? Via mobilen er vi konstant underholdt, så vi glemmer alt omkring os.
Som Tina Dickow synger i ”Jeg har så travlt”:
Men nu sætter jeg mig lige med telefonen
Og summer lidt på verdenssituationen
Og kommer du lidt senere, sidder jeg her nok endnu
Og tænker på alt dét, jeg ville gøre, hvis jeg havde mere tid
Mobilen underholder og holder opmærksomheden fangen, men den overvåger også vores mindste bevægelser – eller tanke om man vil, når den følger vores færden både i den fysiske verden og på nettet. Et verdensomspændende net, der hurtigt kan forvandles til tremmer i et fængsel. Hvis kontanterne en dag forsvinder, er vi prisgivet mobilen og skal altid have den på os for at kunne betale. Der er ikke behov for den famøse krops-chip, som flere har frygtet. Når chippen sidder i mobilen, er der ingen forskel.
Jeg kan som mor ikke være ligeglad med, at min datter suges ind i et univers, der aflærer hende at tænke selv. Og folkeskolens testtyranni gør det ikke nemmere, for det medfører mavepine og fjerner samtidig lysten til at lære. Alle alarmklokker ringer, når hun siger, at hun ikke synes, at det giver mening at lære noget, for hun kan altid finde svaret på Google. Eller at hun har mere tillid til en ”veninde,” hun kun kender fra nettet. Hvis hun betror sig til én fra klassen, så kan vedkommende sprede rygter om hende der. En fra nettet, som hun aldrig har mødt, kan jo ikke gøre det samme, når vedkommende ikke ved, hvem hun er.
Sidstnævnte illusion håber jeg blev elimineret, efter en alvorlig samtale om, at hun jo heller ikke kender ”veninden,” der meget vel kan være en klam stodder, der desuden nemt kan identificere og finde hende samt sprede rygter (eller billeder) af hende i ulækre fora, hvilket vil være ubeskriveligt ubehageligt selv i sammenligning med mobning i en skoleklasse.
At der er en verden udenfor Google, tror jeg lige nu ikke, hun synes er interessant, eller i det mindste ikke værd at leve i. Jeg konstaterer i hvert fald, at hun udviser stærke tegn på afhængighed af mobilen i form af en voldsomt aggressiv adfærd, selv når den slukkes kortvarigt. Lige nu forhandler vi om en ny mobil, men min betingelse, hvis jeg skal købe den, er, at hun kun må bruge den 2 timer om dagen, og den pris har hun hidtil ikke villet betale.
Jeg ser frem til at læse Uffe Elbæks bog Tvivl, håb og handling, hvor han blandt andet argumenterer for, at hvis man tager noget fra folk, må man i stedet give dem noget, der er vigtigere. Elbæk refererer her til et opgør med vores stigende forbrug og vækstparadigme. Selv tænker jeg på et alternativ til mobilens lette underholdning, der er eminent til at fastholde opmærksomheden. Men jeg tror faktisk, at Elbæks løsningsforslag med fokus på, hvad der kan øge livskvaliteten også rummer svar, der udgør alternativer til mobilen.
Elbæk taler om invitation til fællesskaber, der giver indflydelse i lokalsamfundet for at opbygge nye løsninger som fx grønne børnehaver, grønne friskoler, grønne produktionsvirksomheder og selvom det ikke lige er netop disse fællesskaber, der kan få min datter væk fra mobilen, så kan jeg se et potentiale i at tilbyde fællesskaber omkring kulturelle aktiviteter. Teater, bøger og kunst stimulerer i højere grad til den selvstændige tanke, den personlige udvikling, fordi man kan forholde sig til sig selv som menneske. Genkende sig selv i universet. Så jeg tager hende på museer, til koncerter med både klassisk og rytmisk musik og i teatret i den hensigt, at hun en dag indser, at der er en verden udenfor Verona. Lige nu er hun desværre bare lige så irriteret over kunst og kultur, som jeg selv var i hendes alder. Dog udviklede jeg efterhånden en stor interesse, så noget hang fast, og jeg vælger at se håb endnu.
Jeg har ikke kunnet finde et bedre modsvar til mobilens underholdende univers, for dannelse er også at åbne sig så meget for verden, at man tager ansvar for den. Men forskellen er selvfølgelig, at dannelsen kræver at man tænker selv, og det er alt andet lige mere udfordrende end den mere passive underholdning, som diverse apps tilbyder. Men livet bliver bedre af det, og som John Lennon sang til sin søn Sean i Beautiful boy:
Before you cross the street
Take my hand
Life is what happens to you
While you’re busy making other plans